Fra fælles visioner til konkrete initiativer på skadesområdet
DI Bilbranchen og F&P samler igen forsikringsselskaber, bilforhandlere, skadesværksteder og lakerere i det fælles Skadesforum. Fokus er nu at omsætte visionerne til konkrete initiativer.
Forsikringsselskaber, bilforhandlere, værksteder og lakerere er gensidigt afhængige af hinanden, når en bilejer skal sikkert og effektivt gennem et skadesforløb. Samtidig bliver bilerne mere teknisk komplekse, der kommer flere biler på vejene, omkostningerne stiger, og bilbranchens virksomheder står over for betydelige investeringer i kompetencer, udstyr og kapacitet.
Det var baggrunden for, at DI Bilbranchen og F&P i april 2025 samlede virksomheder fra forsikrings- og bilbranchen til det første møde i det fælles Skadesforum om fremtidens skadesområde. Her blev der identificeret en række fælles visioner og udviklingsspor.
Deltagerne pegede blandt andet på mulighederne i kunstig intelligens, automatisering og bedre datadeling. Der var også fokus på en mere sammenhængende kunderejse, mere effektive samarbejdsformer og behovet for en fælles forståelse af den teknologiske udvikling og virksomhedernes omkostninger.
Siden har dialogen ført til videre drøftelser om digitale løsninger og mere effektive skadesprocesser. Arbejdet har bekræftet, at der er både fælles interesser og vilje til at udvikle området. Næste skridt er at omsætte denne vilje til løsninger, som virksomhederne kan anvende i hverdagen.
Derfor mødes brancherne igen torsdag d. 22. oktober i Industriens Hus. Formålet er at prioritere de konkrete indsatsområder, som forsikringsselskaber, bilforhandlere, værksteder og lakerere skal arbejde videre med. Enten gennem brancheforeningerne eller i direkte samarbejde. Skadesforummet skal dermed skabe et tydeligt afsæt for, at de fælles ambitioner bliver fulgt op af handling.
- Det første møde i Skadesforummet sidste år viste, at der er en tydelig fælles forståelse af, hvor skadesområdet bør bevæge sig hen. Nu skal vi omsætte den forståelse til konkrete tiltag. Vi skal være tydelige om, hvordan bedre data, smartere processer og et mere bæredygtigt økonomisk grundlag kan blive til løsninger, der virker i virksomhedernes hverdag til gavn for den fælles kunde, siger Kenneth L. Hjorth-Hansen, fagleder i DI Bilbranchen.
Fremtidens skadesreparationer skal kunne håndtere mere komplekse biler og stigende kundekrav uden at skabe unødige processer og administrative byrder. Det kræver aktivt bidrag fra begge brancher og løsninger, der tager højde for hele skadesforløbet. Direktør for Autotaks i F&P, Jacob Nisgaard Larsen, uddyber:
- Forsikringsbranchen og bilbranchen løser forskellige dele i det samlede skadesforløb. Derfor skal vi også omsætte den fælles dialog til løsninger, der gør processen enklere, hurtigere og mere sammenhængende. Autotaks er helt centralt som fælles platform for brancherne, og det er vores forventning, at Skadesforummet skal bringe os frem til de tiltag, som vi efterfølgende kan arbejde målrettet med at føre ud i livet. Det ser vi frem til at bidrage aktivt til.
Det fælles Skadesforum har til formål at være stedet, hvor virksomhederne deler erfaringer, afklarer fælles udfordringer og sætter konkrete samarbejder i gang. Målet er ifølge de to organisationer ikke at fjerne branchernes forskellige kommercielle interesser, men at handle på de områder, hvor fælles løsninger kan skabe værdi for alle parter – og i sidste ende for bilejeren.