Klar til at ansætte flere medarbejdere fra Indien
Ejner Hessel forventer at rekruttere flere medarbejdere fra Indien efter vedtagelsen af den nye certificeringsordning.
Bilforhandleren Ejner Hessel har på to år ansat 20 indiske teknikere og mekanikere i deres danske afdelinger. Og flere vil komme til med den nye certificeringsordning, der er blevet vedtaget af Folketinget og som træder i kraft 1. januar 2027.
Den mere fleksible ordning vil gøre det muligt at rekruttere medarbejdere med andre kompetencer til flere typer af opgaver. Det forklarer virksomhedens HR-chef Jesper Brahm.
- I nogle områder af landet er den nuværende sats for beløbsordningen en hindring for at ansætte en udenlandsk tekniker. Noget af arbejdet vil være mere standardiseret og kræve mindre specialiseret faglighed. Her ville det være en hjælp at kunne hente flere medarbejdere ind, siger han.
Blandt Ejner Hessels 2000 medarbejderne er cirka 600 indenfor de tre faggrupper personvognsteknikere, lastvognsmekanikere og karrosseriteknikere.
Læs mere om den nye certificeringsordning her
Sadlede om for to år siden
Og der er løbende brug for nye medarbejdere. For godt to år siden var det særligt slemt så derfor begyndte virksomheden at se uden for landets grænser. Først kiggede de mod Polen og andre EU-lande og talte med forskellige rekrutteringsbureauer. Erfaringen var dog, at medarbejdere inden for EU relativt let skifter job igen eller rejser retur, hvis familie og venner trækker i dem.
Det fik Ejner Hessel til at se udenfor EU og valget faldt på Indien. Nu har de 20 ansatte og inden året er omme kommer der flere endnu. I dag anvender virksomheden beløbsordningen, hvor lønkravet ligger på omkring 552.000 kr. årligt. Med den nye certificeringsordning sænkes grænsen til 332.000 kr.
- Vores erfaringer med de indiske medarbejdere er rigtigt gode. De er glade de danske vilkår, og er her som et længerevarende projekt, hvor de bliver integreret i Danmark og får deres familier hertil, siger Jesper Brahm.
Læs også: Folketing vedtager vigtig løsning på reelt problem
Ejner Hessels to teknikere Akash Nair (tv) og Ravi Prakash har lejet et rækkehus i Ringsted, hvor de bor sammen med Ravis kone samt to børn i 7-9 års alderen. De to børn går i dansk skole og lærer Akash og Ravi at tale dansk om aftenen.
Foto: Ejner Hessel
Karrosseritekniker Manjunarh Pawar har også fået sin kone til Danmark, hvor hun har født et par tvillingepiger i starten af året.
Foto: Ejner HesselÅbner for nye kompetencer
Den nye certificeringsordning gør det attraktivt at rekruttere andre grupper af faglærte, som kan løse mindre komplicerede opgaver. Det skyldes især at beløbsgrænsen sættes ned.
- Vi benytter ikke den nye ordning for at kunne presse lønnen. Vi gør det, fordi vi har vækst og skal kunne rekruttere til vores ordrer. Medarbejderne skal have den overenskomstmæssige løn og ikke dårligere vilkår end danske kolleger. En mulighed er at indføre en startløn de første måneder, hvorefter lønnen naturligvis følger niveauet for danske medarbejdere, forklarer han.
Når medarbejdere rekrutteres fra lande uden for EU, følger der et stort ansvar med - både praktisk og kulturelt.
- Arbejds- og opholdstilladelsen er knyttet til vores CVR-nummer. Vi er som arbejdsgiver forpligtet til at tilbyde ordnede forhold. Vi skal dokumentere løn, pension og godkendte boligforhold, siger han.
Projekt med DI Indien
Ejner Hessel er nu med i et pilotprojekt hos DI Indien, der skal hjælpe rekrutteringen af medarbejdere ekstra på vej, så det bliver mere enkelt at finde medarbejdere med de rette faglige kompetencer på den anden side af kloden.
Det handler om at være til stede lokalt, samarbejde med tekniske skoler og screene kandidaterne, før de kommer til Danmark.
Fakta
Certificeringsordningen:
- Træder i kraft 1. januar 2027.
- Kan anvendes af virksomheder, som er godkendt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).
- Medarbejderen kommer fra et af følgende 16 lande uden for EU: Storbritannien, USA, Singapore, Kina (inklusiv Hongkong), Japan, Canada, Australien, Indien, Brasilien og Malaysia, Montenegro, Serbien, Nordmakedonien, Albanien, Ukraine og Moldova
- Medarbejderen tilbydes en årlig løn på minimum 322.000 kr. Beløbsgrænsen reguleres årligt.
- For at bruge ordningen skal virksomheden bl.a. dokumentere, at den er omfattet af overenskomst, har mindst 10 fuldtidsansatte i Danmark og har været i drift i mindst to år.
- Ansættelsen er dækket af overenskomst og medarbejderen er tilbudt ansættelse på fuld tid.
Læs mere om ordningen her.