Fotokredit: Colourbox

07.10.20 Bilbranchen Nyheder

Vækstpotentiale på eftermarkedet?

Der er positive takter på eftermarkedet, idet vejtrafikken er ved at være tilbage på 2019-niveau. Samtidig kan der måske ligge et vækstpotentiale for eftermarkedet med bilbestandens udvikling.

Hverdagstrafikken var i august måned så småt tilbage til niveauet for samme tidspunkt sidste år. Dermed har sommeren været mere normaliseret end ugerne efter nedlukningen. I midten af september måned (seneste tal) lå vejtrafikken samlet set ca. fire pct. under samme tidspunkt i 2019.

I takt med at arbejdspladser blev lukket ned og hjemmearbejdspladser blev etableret, ramte coronanedlukningen således også vejtrafikken fra personbilerne. Da nedlukningen var på sit højeste i uge 13, lå trafikken fra personbiler og mindre varebiler ifølge Danmarks Statistik ca. 55 pct. under samme periode året før.

Helt så slemt har det ikke været for de lidt tungere køretøjer, hvorfra trafikken relativt hurtigt kom tilbage på niveau med 2019. I midten af september måned lå trafikken fra store lastbiler og vogntog helt på samme niveau som samme tidspunkt sidste år, imens de lidt lettere kommercielle køretøjer så ud til at give mere trafik til vejene end samme uger i 2019.

Nu har vi en ny periode med øget restriktioner og opfordring til hjemmearbejde flere steder i landet. Disse nye coronainitiativer kan medvirke til, at der igen vil være et fald i trafikken og deraf en negativ afledt effekt på eftermarkedet.

Vejtrafikken er tilbage på niveau med 2019 Data for den indekserede udvikling pr. uge

Ud fra seneste data ser vejtrafikken imidlertid ud til at være på vej tilbage til niveauet for sidste år, hvilket alt andet lige betyder højere aktivitet på landets bilværksteder. Men hvordan ser de type biler ud, som værkstederne skal arbejde på?

Bestanden af personbiler i Danmark er vokset med ca. ti pct. de seneste fem år. Således ligger personbilsbestanden på ca. 2,7 mio. biler ved udgangen af tredje kvartal i år. Flere og flere familier er begyndt at erhverve sig flere end én bil til husstanden, hvilket er den underliggende tendens for en voksende bilbestand.

Samtidig er der en tendens til, at de yngste og de ældste personbiler i bestanden udgør en lidt mindre andel af den totale bestand, imens biler med en alder på mellem fem og ti år udgør en større andel af den samlede personbilsbestand.

Bilparken bliver større og lidt yngre Data for personbilsbestanden opdelt i tre alderstrin

Der ligger et stort potentiale i personbilerne med en alder på mellem fem og ti år. Dels er de fleste af disse ude over deres fabriksgaranti, og dels er mange ikke dækket af en serviceaftale. Derudover har disse biler ikke de samme højteknologiske hjælpesystemer som vi kender i helt nye biler, og som undgår mange uheld i trafikken. Og når der tilmed bliver flere af denne gruppe af personbiler, er potentialet også stigende.

Disse faktorer kan til sammen skabe et potentiale på eftermarkedet for bilværkstederne. Men på kort sigt truer som nævnt nye restriktioner og mere hjemmearbejde pga. en genopblusning af COVID-19 i samfundet. Dette alene kan trække eftermarkedet ned.

Denne artikel er et udklip af Bilbranchens seneste branche- og konjunkturanalyse

Læs hele udgaven af Tendens

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret