Fotokredit: GettyImages

08.12.20 Bilbranchen Nyheder

Markedsoverblik: Salg af grønne biler sætter rekord

Forud for den politiske aftale om bilafgifter indgået den 4. december, er der allerede positive takter at spore i november måneds bilsalg, hvor udbetalingen af feriepenge formodes at have bidraget. El- og plug-in hybridbiler satte ny salgsrekord.

I alt blev der indregistreret 18.167 nye personbiler i november 2020. Det svarer til en lille fremgang på 0,3 pct. i forhold til november 2019. I årets første elleve måneder er der på tværs af regionerne indregistreret ca. 35.000 færre nye personbiler end i samme periode sidste år. Det dækker over et fald på 10 pct. i antallet af nye biler indregistreret til privat bilkunder, samt et fald på 25 pct. blandt erhvervskunderne.

I november blev der indregistreret fem pct. flere nye biler til private bilkunder og seks pct. færre til erhvervskunder i forhold til november 2019. Der var i november ni pct. flere private bilkøbere, og seks pct. færre privatleasingtagere i forhold til november 2019. Udbetalingen af 31 mia. kr. efter skat i feriepenge i oktober og november formodes at have bidraget.

Bilsalget landede omtrent samme sted i november i år som sidste år, men mere end hver femte nye bil er nu opladelig. For et år siden var det kun en ud af tyve. Der blev i november indregistreret 3.957 nye el- og plug-in hybridbiler, hvilket er en ny rekord, og svarer til 391 pct. flere end i november 2019. Antallet af rene elbiler steg 365 pct.

Samtidig er udbuddet vokset. Der er i november indregistreret 87 forskellige modeller af nye el- og plug-in hybridbiler, hvilket er 2,5 gange flere end i november 2019. Med den nye politiske aftale vil nul- og lavemissionsbiler overordnet set blive begunstiget yderligere.

Bilsalget udviklede sig regionalt meget forskelligt. I Region Midtjylland gik det otte pct. frem, og i Region Hovedstaden gik det 4,3 pct. tilbage. I Region Nordjylland, hvor der den 9. november blev indført midlertidige restriktioner og tiltag i syv kommuner for at reducere smitteudviklingen, faldt bilsalget 2,4 pct.

I top-10 havde seks bilmærker samlet set en fremgang i november på 15 pct. og fire bilmærker en tilbagegang på 13 pct. i forhold til november sidste år.

Læs mere om udviklingen i bilsalget for dine bilmærker i dit markedsområde

Markedsoverblik
Frederik Funder

Frederik Funder

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3572
  • Mobil +45 3166 3857
  • E-mail ffpe@di.dk

Relateret