Colourbox
03.03.20 Bilbranchen Nyheder

Markedsoverblik: Beskedent bilsalg – produktmixet spiller en rolle

Bilsalget dykkede i februar, dog med undtagelse af tre bilmærker. Set over en længere periode købte forbrugerne nu for første gang siden maj 2015 under 100.000 nye biler på 12 måneder. Heldigvis er der mange banebrydende bilnyheder på vej, og kunderne vælger lidt større biler og langt flere biler med elmotor. Men er der store regionale forskelle.

Bilsalget dykkede samlet set i februar i år i forhold til samme måned i både 2018 og 2019. Februar 2019 var præget af ekstraordinært højt bilsalg på grund af udsigten til afgiftsstigninger i april, så det er svært at sammenligne med. Men 12 bilmærker i top-20 i februar i år indregistrerede færre nye biler end i februar 2018.

I alt blev der indregistreret 15.005 nye personbiler i februar 2020. Det er 19 pct. færre end i februar 2019 og 13 pct. færre end i februar 2018. Bilsalget gik tilbage i alle fem regioner i februar. Det største dyk var i Region Midtjylland, med 27,3 pct. færre nyregistreringer i forhold til februar 2019.

Faldet i februar skyldes flere forhold:

  • Afgiftsspørgsmålet (WLTP) medførte en stigning i antal indregistreringer i starten af 2019. Dengang var store kampagner især rettet mod biler som stod til at stige i afgift. Det er dog kun en del af forklaringen, eftersom bilsalget i februar i år også ligger 13,2 pct. under februar 2018.
  • Flere store bilmærker lancerer først deres nye prisvindende elektriske modeller senere i år - eksempelvis Peugeot e-208 (som den 2. marts blev kåret til årets bil i Europa). Samtidig er eksempelvis Volkswagen ved at udfase mærkets mikrobiler med fossile motorer, idet de helt erstattes af nye elektriske udgaver. Dette teknologiskifte er med til flytte på indregistreringstidspunktet.
  • Derudover kan segmentforskydningen mod større biler være en medvirkende årsag til lidt mindre volumen.

Der blev samlet set indregistreret ca. 650 færre SUV'er i februar i år i forhold til samme måned sidste år. Det er et fald på ca. 13 pct. Samtidig faldt andelen af nye mikrobiler fra ca. 14 pct. til ca. 10 pct. i perioden. Kun segmentet Lille SUV gik frem i antal i år i forhold til sidste år.

Private kunder købte ca. 23 pct. færre nye biler i februar, men leasede samme antal som i februar 2019. For første gang siden maj 2015 er antallet af nye biler købt af forbrugere under 100.000 set over en 12 måneders periode.

Erhvervskunder købte ca. 43 pct. færre nye biler i februar, og leasede ca. 11 pct. færre sammenlignet med februar sidste år. Det skal primært ses i lyset af nye regler for firmabilbeskatning, som skal gøre det mere attraktivt at vælge el- eller plug-in hybrider fra april til december.

I januar i år blev der indregistreret 77 pct. flere nye el- og plug-in hybridbiler i forhold til samme måned året før. Set over en 12-måneders periode er der indregistreret over 10.000 nye el- og plug-in hybridbiler, hvoraf 6.000 er rene elbiler.

Kun tre bilmærker i top-20 indregistrerede flere nye personbiler i februar i år i forhold til samme måned sidste år. Mitsubishi førte igen an med størst procentvis fremgang. BMW og Opel formåede også at løfte bilsalget. Der var dog relativ stor spredning i Opels bilsalg. Mærket var kun overgået af to mærker i Region Midtjylland, men af 13 i Hovedstaden. Opels nylancerede Corsa har netop vundet Autobest Award - som bedste bilkøb i Europa. Den indtog femtepladsen i februar over de mest solgte nye biler herhjemme.

Kilde: Bilbranchens markedsoverblik er lavet på baggrund af tal fra Bilstatistik.dk

LÆS MARKEDSOVERBLIK HER

Markedsoverblik

Relateret