Colourbox
28.04.20 Bilbranchen Nyheder

Få gratis rådgivning og optimer din vej ud af corona-situationen

Nyt gratis tilbud til virksomheder udfordret af corona-situationen. Nu kan Bilbranchens medlemmer med 10-500 ansatte få et skræddersyet rådgivningsforløb til forretningsudvikling gratis. Industriens Fond dækker helt op til 50 timers rådgivning hos kvalificerede danske rådgivningsfirmaer.

Forårets bilproduktion i Europa kører på lavt blus, og mange bilforhandlere står overfor en række strategiske dilemmaer og svære forhandlinger, som skal hjælpe dem igennem corona-situationen. Nogle nybilsforhandlere er ligefrem konkurstruet, som følge af corona-situationen. For dem handler 2020 om overlevelse. For alle handler det om at forblive konkurrencedygtige i takt med Danmark genåbnes.

Konsekvenserne af corona-situationen var nok ikke et scenarie, mange danske virksomheder havde tænkt ind i deres strategiplan ved årsskiftet. Verdensøkonomien har fået en historisk mavepuster, som for alvor tester værdikædernes robusthed i en lang række brancher. Men med tilbuddet fra Industriens Fond er det muligt, at give din virksomhed et godt afsæt i genåbningsfasen.

Industriens Fond arbejder for at forbedre danske virksomheders konkurrenceevne. Fonden har iværksat et initiativ, som skal hjælpe især små og mellemstore virksomheder med at komme hurtigt igennem krisen og styrket ud på den anden side. Initiativet hedder GenstartNU, og der er afsat 150 mio. kr. til konkret krisehåndtering og forretningsudvikling.

Til formået er der oprettet en rådgivnings-hotline bemandet med erfarne konsulenter, der kan give strategisk hjælp og rådgivning til virksomheder, der akut skal omstille sig til en ny situation og finde nye veje til ny omsætning. Kort fortalt stilles nogle rigtig dygtige rådgivere inden for eksempelvis udvikling af nye forretningsmodeller, omstilling af driften, nye former for samarbejde og ledelse, digitalisering osv. gratis til rådighed.

Din virksomhed kan eksempelvis få hjælp til at optimere cash flow, tilpasse omkostninger og digitalisere kritiske eller arbejdstunge processer. Du kan også få eksperternes råd til, hvordan produktiviteten på værkstedet forbedres eller arbejdsformen i salgsafdelingen effektiviseres under hensyntagen til evt. ændrede krav til bemanding og processer, som følge af krav om social distancering og karantæneregler m.v.

I første omgang tilbydes én dags virtuel konsulenthjælp. Afhængig af behovsafklaringen, vil du herefter have mulighed for at modtage op til 50 timers yderlig gratis rådgivning.

Indsatsen løber til og med september 2020. Ansøgninger behandles løbende og hurtig igangsættelse prioriteres højt.

Læs mere om initiativet her. GenstartNu.dk

Kontakt

Hvis din virksomhed har brug for hjælp, kan du kontakte os på tlf. 3377 3417 eller

send en e-mail

Om GenstartNU

Her kan du læse om, hvordan du kan få hjælp, hvem som kan få rådgivning, hvad du kan få rådgivning til og hvordan forløbet håndteres

GenstartNu

Frederik Funder

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3572
  • Mobil +45 3166 3857
  • E-mail ffpe@di.dk

Relateret