03.06.20 Bilbranchen Nyheder

Markedsoverblik: Forbliver bilsalget i indeks 60?

Corona-situationen har allerede haft store konsekvenser for salget af nye personbiler. Siden starten af marts har antallet af nye personbiler samlet set været nede i indeks 60. I maj var Region Midtjylland helt nede i indeks 50. Alligevel er der nu også lyspunkter at spore.

Fra starten af marts til slutningen af maj måned er der blevet indregistreret ca. 25.000 færre nye biler i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til et fald på 40 pct. i foråret alene. Dertil kan lægges et fald på 16 pct. i årets første to måneder.

I alt blev der indregistreret 11.432 nye personbiler i maj 2020. Det svarer til et fald på 40 pct. i forhold til maj 2019. Midtjylland oplevede det største regionale fald i maj. Antallet af nyregistreringer der var ca. 50 pct. lavere end i maj 2019.

Er et vendepunkt på vej?
Men afhængig af hvordan man ser på tallene, kan et vendepunkt være på vej. Eftersom kun crika to pct. af alle nyregistreringer sker på en helligdag eller i weekenden, kan man som alternativ til de aggregerede månedstal i stedet vælge at sammenligne gennemsnitstallet for en hverdag i den pågældende måned med et tilsvarende gennemsnitstal for samme måned året før.

I maj måned i år var der 19 hverdage, men der var 21 hverdage i maj 2019. Renset for to færre hverdage i maj i år ville faldet kun være ca. 34 pct. På samme måde ville faldet i marts være ca. 45 pct. og 37 pct. i april. Dette indikerer, at bilsalget falder mindre hen mod slutningen af foråret.

Private kunder er mindst tilbageholdende
Bilsalget til private kunder er faldet mindst. I maj blev der indregistreret 30 pct. færre nye biler til private bilkunder og 54 pct. færre til erhvervskunder i forhold til maj 2019. Privatleasing er mindst påvirket. Antallet af nye personbiler til privatleasing faldt kun syv pct. i perioden (godt halvdelen af de tyve største bilmærker oplevede endda fremgang).

30 pct. af de private kunder, som fik indregistreret en ny personbil i maj, valgte at lease den. Det er en historisk høj andel. I absolutte tal blev der dog indregistreret 638 færre nye personbiler med privatleasingaftaler i maj i år i forhold til maj 2017.

Grønt udbud i vækst
Salget falder på tværs af alle bilstørrelser. Segmenterne mikro, lille og lille SUV udgjorde 48 pct. af nyregistreringerne i maj 2020 - en stigning i forhold til maj 2019, men et fald i forhold til april 2020. Dog udgjorde disse relativt små biler i maj dog kun 26 pct. af el- og pluginhybridbilerne, som fortsat oplever kraftig vækst.

Der er fortsat positive takter i de grønne bilsegmenter. Der blev indregistreret 961 nye el- og pluginhybridbiler i maj. Det svarer til 8,4 pct. af alle nyregistreringer i måneden. Dermed er andelen af nye el- og pluginhybridbiler steget med mere end 5 procent point i forhold til samme måned året før, hvor den var 3,3 pct.

De tre mest populære el- og pluginhybridmodeller udgjorde i maj ca. 30 pct. af alle 961 nyregistreringer i segmentet. I samme måned året før var det tal ca. 53 pct., hvilket tyder på at konkurrencen i segmentet spidser til i takt med udbudssiden vokser. I maj blev der indregistreret 53 forskellige bilmodeller, hvilket er 22 flere end i maj 2019.

Kia gik i plus
Alle bilmærker med en markedsandel over én pct. oplevede et fald i antal nyregistreringer i forhold til samme måned året før undtagen Kia, som gik fire pct. frem i perioden, og øgede markedsandelen markant. Bilmærket står stærkt på privatmarkedet og i de grønne bilsegmenter. I alt blev over 80 pct. af mærkets 615 nye biler indregistreret til en privat kunde, og næsten fire ud af ti af mærkets nyregistreringer var enten en el- eller pluginhybridbil. Fordelt på fem modeller indregistrerede Kia 238 af slagsen i maj, hvilket var en tredobling i forhold til maj 2019. Dermed sad Kia på hele 25 pct. af el- og pluginhybridbilerne i maj i år.

Kilde: Bilbranchens markedsoverblik er lavet på baggrund af tal fra Bilstatistik.dk

LÆS MERE HER

Markedsoverblik maj 2020

Frederik Funder

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3572
  • Mobil +45 3166 3857
  • E-mail ffpe@di.dk

Relateret