Fotokredit: GettyImages

08.09.20 Bilbranchen Nyheder

Ny drejning i bilsalget

Corona-krisen har sendt bilsalget ud på glat is. Det er sakket bagud, og spidser nu til i toppen. Få modeller trækker bilsalget i en mere grøn retning.

Fremgangen på 13 pct. i juli blev i august afløst af et fald på 6 pct. i forhold til samme måned året før. Der blev i august indregistreret 7 pct. flere nye biler til private bilkunder, men erhverv står i stampe, og ligger 22 pct. under samme måned sidste år.

De private bilkunder køber igen flere nye biler, men færre turister gør, at især udlejningsbranchen er tilbageholdende. Derudover har leasingselskaber forlænget kontrakterne med deres kunder efter en periode med stor usikkerhed i kølvandet på corona-krisen.

Især biler mindre end mellemklassen øger andelen af bilsalget markant. Eksempelvis steg segmentet ”Lille SUV” 100 pct. i forhold til august sidste år. Samlet set udgjorde de mindre biler i august knap 60 pct. af alle nyregistreringer i forhold til kun 44 pct. i august 2019. Samme tendens gør sig gældende for el- og plug-in hybridbilerne, som der i august blev indregistreret næsten 3.500 af. Det er ca. fem gange så mange som i august 2019.

Udover de mindre, er det især de grønne biler, som har fremgang. Mere end hver fjerde nye personbil i august, købt af private bilkunder, var enten en el- eller plug-in hybridbil. De grønne biler udgør nu 20 pct. af det samlede bilsalg.

Der er dog tale om relativt få mærker og modeller, som skaber de nye dynamikker i markedet. Blot fem bilmodeller stod for ca. 25 pct. af bilsalget i august måned, og fire bilmærker i top-10 (med en tredjedel af markedet) øgede antallet af nyregistreringer 70 pct. i forhold til samme måned året før.

LÆS MERE HER

Markedsoverblik august 2020

Frederik Funder

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3572
  • Mobil +45 3166 3857
  • E-mail ffpe@di.dk

Relateret