Fotokredit: Colourbox

05.01.21 Bilbranchen Nyheder

Markedsoverblik: Flot afslutning på bilsalget

Nye bilafgifter løftede bilsalget i december markant, og de opladelige biler strømmer ud af salgslokalerne hos nybilforhandlerne viser nye tal fra Bilstatistisk.dk.

I alt blev der indregistreret 22.739 nye personbiler i december 2020. Det er en stigning på 47 pct. i forhold til december 2019, og en stigning på 49 pct. i forhold til gennemsnittet for december måned i 2017-2019.

Hver tredje var en el- eller plug-in hybridbil
Trods et produktionsefterslæb pga. nedlukning af fabrikker som følge af corona er opladelige biler strømmet ud af salgslokalerne hos de danske nybilforhandlere i december. Der blev i årets sidste måned indregistreret 7.348 nye el- og plug-in hybridbiler, hvilket er en ny månedsrekord. Det er mere end seks gange så mange som i december 2019. Den hidtidige rekord, som blot er en måned gammel, var i den sammenligning på blot knap 4.000 nye el- eller plug-in hybridbiler.

De nye tal fra bilstatistik.dk viser desuden, at der i perioden den 18. - 31. december 2020 blev indregistreret 5.261 nye personbiler, hvor af hele 54 pct. enten var en el- eller plug-in hybridbil. Afslutningen på de politiske forhandlinger den 4. december har skabt klarhed for mange afventende bilkunder, og siden 18. december har man altså kunne anvende de nye bilafgifter.

Det grønne bilsalg i december fordelte sig på 3.845 ny rene elbiler, 3502 nye plug-in hybridbiler og én ny brintbil. Samlet set udgør de nye teknologier næsten en tredjedel af alle nye indregistreringer i december.

Markant større udbud af opladelige bilmodeller
De nye bilafgifter har sat yderligere skub i den grønne omstilling af bilparken, som i forvejen nyder godt af et markant øget udbud af opladelige bilmodeller. Samtlige af de tyve største bilmærker solgte i december el- eller plug-in hybridbiler. I samme måned året før var det kun godt halvdelen af disse, som havde en opladelige bil på det danske marked.

I alt blev der i december indregistreret mere end 80 forskellige el- og plug-in hybridmodeller, hvilket er mere end dobbelt så mange som i december 2019. Og seksten forskellige el- eller plug-in hybridmodeller fik mindst 100 indregistreringer i december. I samme måned året før var det kun én model, som opnåede dette.

Der kommer nu også flere mindre opladelige biler på markedet. Selvom de mindre modeller (mindre end mellemklassen) kun udgjorde 16 pct. af alle nyregistrerede el- eller plug-in hybridbiler i december, er antallet tidoblet i forhold til december 2019. Til sammenligning udgjorde de mindre modeller 37 pct. af totalmarkedet i december.

Lyspunkt i et lavere bilsalg for året
Samlet set blev der indregistreret 198.166 nye personbiler i 2020, hvilket var 27.352 færre end i 2019. Til gengæld blev der indregistreret 22.992 flere nye el- og plug-in hybridbiler, og hele 23 pct. af alle de nye opladelige biler indregistreret i 2020 fik altså plader på i december.

Læs mere om udviklingen i bilsalget for dine bilmærker i dit markedsområde

Markedsoverblik
Frederik Funder

Frederik Funder

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3572
  • Mobil +45 3166 3857
  • E-mail ffpe@di.dk

Relateret