31.01.23 DI Bilbranchen Nyheder

Elbiler tager den grønne førertrøje

2022 gav et usædvanligt lavt niveau for nybilsalget. Dette er dog krydret med en udvikling, hvor salget af nye grønne biler atter fylder mere i det samlede nybilsalg, og hvor elbiler har taget førertrøjen.

Efter et årti med pæne salgstal for nybilforhandlerne er 2020’erne startet sløjt. Sammenligner vi de seneste ti år med de foregående ti år, lå det samlede nybilsalg i perioden 2013-2022 ca. 40 pct. over perioden 2003-2012. Ser vi imidlertid henover de seneste treårige perioder er det tydeligt, at de seneste tre år (orange søjle) har ligget relativt lavt samlet set i forhold til de foregående tre år i 2017-2019 med et fald i nybilsalget på ca. 20 pct.

Generelt set for 2022 har det som bekendt været et år med meget lave indregistreringstal. Manglen på komponenter – herunder især på mikrochips fra Asien og kabler fra Ukraine – hos bilproducenterne satte sig især i et lavt leveringsniveau for første halvår af sidste år i forhold til samme periode i 2021.

Udsvingene i bilsalget henover året i 2022 lignede således mere tendensen fra coronaåret 2020, selvom det ikke oplevede samme optur i andet halvår som i 2020. Samlet set landede første halvår 2022 således ca. 24 pct. under første halvår 2021. Imens endte nybilsalget i andet halvår 2022 ca. 16 pct. under andet halvår 2021, hvilket kan indikere, at bilproducenterne over en bred kam oplevede en forbedret leveringssituation på samlingsbåndene jo tættere på 2023 de kom.

De grønne biler satte endnu en gang rekord

Året 2022 satte imidlertid endnu en rekord for det samlede salg af nye el- og plug-in hybridbiler i Danmark. Konkret udgjorde de grønne biler samlet set ca. 39 pct. af det samlede nybilsalg, hvilket er den højeste andel nogensinde målt.

2022 var også året, hvor elbilerne (i den grønne kurve nedenfor) for alvor lagde sig i overhalingsbanen i forhold til plug-in hybridbilerne (blå kurve nedenfor). Dermed stod elbilerne for ca. 21 pct. af det samlede nybilsalg i 2022, imens plug-in hybridbilerne stod for 18 pct. af det samlede bilsalg.

Som i det foregående år skyldes stigningen i antallet af nyregistrerede grønne biler i 2022 en blanding af, at bilafgifterne var indrettet grønnere, efterspørgslen efter grønne biler var stigende og naturligvis også, at udvalget af flere forskellige bilmodeller i den grad var på et niveau, der gav muligheder blandt de fleste bilsegmenter.

Således er antallet af grønne bilmodeller ca. firdoblet de seneste fem år fra ca. 50 forskellige grønne bilmodeller i 2018 til mere end 200 forskellige grønne modeller i 2022. De seneste år er det dermed ikke kun i antallet af nyregistrerede personbiler, at elbilerne har overhalet plug-in hybrid-bilerne, men også i antallet af forskellige bilmodeller, som endte i elbilernes favør i 2022 som vist ovenfor. De mange nye grønne bilmodeller viste sig også i mærkernes salg af nye grønne biler i 2022.

Forventningen til det grønne bilsalg i 2023 er, at forbrugerne fortsat vil have høj efterspørgsel efter grønne produkter i år. I takt med at udbuddet af bilerne stille og roligt vender, vil vi således opleve en markant stigning i antallet af nyregistrerede grønne biler henover året.

Denne analyse er en del af Bilbranchens konjunktur- og brancheanalyse, Tendens, der udkom i starten af januar 2023.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold