FreePik.com
10.10.24 DI Bilbranchen Nyheder

Historisk travlt i skadesbranchen

Antallet af skadesreparationer er på rekordniveau, og værksteder og lakerere skal ikke forvente mindre arbejde foreløbig. Det viser en analyse fra DI Bilbranchen.

Følgende artikel er et uddrag fra dette kvartals Tendens-analyse, som du kan læse her

Der har i mere end tyve år været en stødt stigende udvikling i bestanden af personbiler i Danmark. Ikke alene ændres bilparken til at være mere elektrisk, men bestanden vokser også år for år. Selv de seneste år, hvor nybilsalget har været svækket, har vi set en bilbestand med vokseværk.

Det er også den primære forklaring på, hvorfor antallet af skadesreparationer på biler fortsætter på himmelflugt, idet antallet af takserede skader i årets første otte måneder steg med mere end otte pct. i forhold til samme periode i 2023. Dermed lå årets første otte måneder tæt på samlet set 300.000 takserede skader, hvilket i 2014 var det samme antal skader for hele året.

Trafikken på vejene har generelt været stigende de seneste tyve år, og selv om coronatiden gav et dyk i vejtrafikken, var vi allerede i 2023 over niveauet fra før coronatiden, hvilket også kan være medvirkende til det øgede antal skader.

Den gennemsnitlige trafikudvikling i årets første syv måneder syntes at have fundet et leje, der lå relativt status quo i forhold til gennemsnittet for hele 2023. Dette er til trods for mere hjemmearbejde, men til gengæld færre pendlere i busserne, imens pendlerne synes at være tilbage i togene som før coronatiden.

Til trods for et rekordhøjt antal skadesreparationer på landets værksteder ser vi imidlertid en såkaldt motorskadefrekvens, der har været nedadgående i nogle år i træk. Frekvensen kan bruges til at fortælle os, hvor mange biler der er indregistreret pr. skadesreparation foretaget gennem et forsikringsselskab.

Denne nedadgående udvikling vidner således om, at der skal flere biler til pr. skade. Én af forklaringerne kan være de langt mere teknisk komplicerede biler, der har fundet vej i bilbestanden de senere år, der er ved at gøre et mere synligt indtog i skadesfrekvensen.

Til trods for denne nedadgående udvikling forventes antallet af skader imidlertid ikke at stoppe med at stige foreløbig. Det skyldes primært, at der er en forventning om øget bilbestand de kommende år.

Klima-, Energi- og Forsynings-ministeriets seneste fremskrivning viser, at de forventer i overkanten af 3,9 millioner person- og varebiler i 2035. Det er en stigning fra ca. 3,2 millioner person- og varebiler i 2024, og dermed en procentvis stigning på ca. 22 pct. Dermed vil antallet af skadesreparationer alt andet lige også stige i samme periode til trods for en eventuelt fortsat nedadgående motorskadefrekvens.

Vejen derhen vil imidlertid ikke være som skadesværkstederne tidligere har været vant til. Allerede i år ser bilbranchens eftermarked et betydeligt behov for investeringer i ny teknologi, og konkurrencen om kunderne har været stigende de seneste år til trods for, at værkstederne har haft rigeligt med arbejde. Antallet af arbejdssteder i branchen ’Karrosseri-værksteder og autolakererier’ faldet de senere år. Det skyldes netop denne blanding af øget konkurrence og stigende investeringskrav.

Det ses eksempelvis også i opdelingen af virksomhederne i branchen ud fra deres driftsresultat pr. ansat i grafen nedenfor, hvor der er blevet større forskel mellem de bedst indtjenende og de dårligst indtjenende virksomheder i branchen.

Den stigende kompleksitet på bilbranchens skadesområde har blandt andet også fået DI Bilbranchen til at sende en tydelig opfordring til landets forsikringsselskaber om at bruge denne tid på at tænke nyt og indgå langsigtede strategiske kommercielle investeringer sammen med bilbranchens virksomheder for at sikre et stærkt skadesområde, der er robust til fremtidens skadesreparationer.

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Kenneth L. Hjorth-Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3302
  • Mobil +45 4141 7791
  • E-mail klhh@di.dk

Relateret indhold