Fotokredit: BFA-i

01.03.22 DI Bilbranchen Nyheder

Ny vejledning: Husk arbejdsmiljøet når du udfører mobil værkstedsservice

Arbejdsmiljøreglerne er de samme, uanset hvor mekanikeren udfører sit arbejde. En ny vejledning fra BFA Industri giver overblikket over, hvad virksomheder med mobile værkstedsservices skal huske.

Nye mobile værkstedsservices dukker hele tiden op og flere værksteder tilbyder service af bilen på kundens adresse. Det stiller krav til værkstedernes måde at tænke arbejdsmiljø og sikkerhed på. Uanset om arbejdet foregår på værkstedet eller ude hos kunden, gælder de samme arbejdsmiljøregler, men der kan opstå særlige arbejdsmiljøudfordringer, når den sikre lift på værkstedet er skiftet ud med en ujævn indkørsel.

Udarbejdet af Dansk Metal og Bilbranchen
Dansk Metal og Bilbranchen er i ’Branchefællesskabet for arbejdsmiljø i industrien’, BFA Industri, derfor gået sammen og har udgivet vejledningen ”Service af bilen ude hos kunden – tillæg til APV”. Vejledningen er særligt målrettet værksteder og andre virksomheder, der tilbyder service og reparation af personbiler ude på kundens adresse.

De nævnte arbejdsmiljøregler i vejledningen omfatter både arbejdets udførelse, anvendelse af tekniske hjælpemidler, manuel håndtering og kemi. Når de ansatte udfører arbejdet ude hos kunden, er de desuden omfattet af reglerne om skiftende arbejdssteders indretning. De regler handler hovedsageligt om adgang til velfærdsfaciliteter som toilet, håndvask, omklædning, spiseplads m.m.

Sæt arbejdsmiljøreglerne øverst på jeres dagsorden
Som værksted skal I altid huske at have de arbejdsmiljømæssige udfordringer højest på dagsordenen. Inddrag altid arbejdsmiljørepræsentant og arbejdsmiljøorganisation, når I skal vurdere arbejdsmiljøet. Vejledningen kan bruges som et tillæg til jeres Arbejdspladsvurdering, og indeholder en tjekliste, I kan bruge til at afklare og planlægge, hvilke arbejdsopgaver, der kan udføres hos kunden - og hvilke, der skal udføres på værkstedet.

Dialog med Arbejdstilsynet
Arbejdstilsynet har haft vejledningen i høring. Dansk Metal og Bilbranchen har haft en god dialog med tilsynet undervejs om branchens udvikling og nye måder at udføre service af biler på. Tilsynet vil fremover have vejledningen med, når de kontrollerer, om arbejdsmiljøreglerne overholdes.

Tag også et kig rundt i BFA Industris øvrige udvalg af vejledninger. Som værksted kan I hente inspiration til arbejdsmiljøarbejdet i f.eks. vejledningerne:

  • Kemisk risikovurdering.
  • Kemisk arbejdsmiljø.
  • Arbejde med dæk og fælge.
  • Arbejds- og løfteteknik.
  • og forskellige værktøjer til at arbejde med trivslen på værkstedet.

Vejledningerne kan hentes her: BFA Industri - Arbejdsmiljø i industrien.

Snart udkommer også en ny version af vejledningen om arbejde på el- og hybridbiler. Bilbranchen og Dansk Metal informerer branchen, når vejledningen ligger klar.

Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold