07.12.18 Bilbranchen Nyhed

Kom med på salgsrådgiveruddannelsen

Bilbranchens akademiuddannelse i salg og rådgivning er kommet rigtig godt fra start i 2018, og det er nu tid til at tilmelde dine sælgere/salgsrådgivere til det nye hold (hold 2), der bydes velkommen den 14. januar 2019 på Gl. Vindinge til en kick-off/temadag. Første rigtige undervisningsdag er den 30. januar, hvor faget "Salgspsykologi og grundlæggende salg" er på skemaet.

Hvornår starter næste hold?
Hold 2 starter med faget 'Salgspsykologi og grundlæggende salg' den 30. januar 2019. Der er syv hele undervisningsdage fra kl. 09.00-15.30, en kick-off dag på Gammel Vindinge og en eksamen.

Hvor foregår undervisningen?
Undervisningen foregår på Erhvervsakademi Aarhus i moderne undervisningsfaciliteter på Ringvej Syd 104, 8260 Viby J. Tæt på E45, masser af gratis p-pladser, bus, tog og letbane lige til døren.

Hvad koster det?
Deltagergebyret til faget 'Salgspsykologi og grundlæggende salg' er kr. 8.900 per deltager. Hele uddannelsen – fem 5 akademifag + afgangsprojekt – koster kr. 49.000 per deltager. Man tilmelder sig og betaler kun for ét fag ad gangen.

Kan man få tilskud?
Ja. Faktisk kan man få op til kr. 10.000 om året fra Omstillingsfonden, hvis man er ufaglært eller faglært, men ikke har en videregående uddannelse, og er i arbejde. Pengene tildeles efter først til mølle-princippet. Kontakt skolen for vejledning om Omstillingsfonden.

Kick-Off / Temadag
Der afholdes en samlet temadag for både studerende på hold 1 og hold 2 samt deres ledere på DI's kursuscenter Gammel Vindinge ved Nyborg den 14. januar 2019.

Hvor lang tid tager uddannelsen?
Det er en deltidsuddannelse som løber over tre år, hvor man tager et fag hvert halve år afsluttende med afgangsprojektet på det 6. semester.

Hvem står bag uddannelsen?
Uddannelsen er blevet til i et samarbejde mellem Bilbranchen, en række medlemsvirksomheder og Erhvervsakademi Aarhus, der sammen har skræddersyet uddannelsen til bilbranchen.

Bilbranchen glæder sig til at byde både hold 1 og hold 2 velkommen på Gammel Vindinge til kick-off og temadag til januar.

Hvad siger deltagerne?
Uddannelsen har fået fine evalueringer fra både deltagerne og deres ledere ude i bilhusene. Se videoen her, og oplev hvad de selv siger.

Kontakt Anker

Anker Nørlund Christensen, Erhvervsakademi Aarhus, på telefon 72286000, mobil 72286173 eller e-mail eaaa.dkanc@eaaa.dk

Skrevet af:

Hanne Baunkjær