Del jeres egne historier på Bilkarrieres Facebookside
I Bilkarriere-kampagnen skaber vi opmærksomhed om bilbranchen over for den unge målgruppe på de sociale medier bl.a. Facebook. Som medlem af Bilbranchen kan I nu selv blive en del af kampagnen ved at byde ind med Facebook-historier fra jeres hverdag - og nå ud til de godt 3.000 følgere i alderen 16 – 28 år.
Vi giver nu jer en ekstra mulighed for at nå ud til den næste lærling/elev eller anden yngre medarbejder via Bilkarrieres Facebookside. Vi har oprettet en særlig medlemsside, hvor I gratis kan byde ind med historier og få brandet jeres virksomhed over for de unge. I kan fortælle om lige dét, I synes er vigtigt at vise om jeres kultur og traditioner, når I skal rekruttere fremtidens medarbejdere. Inden jeres historie bliver offentliggjort, læses den igennem af en konsulent, der arbejder med sociale medier og kommunikation over for unge-målgruppen. Herefter slås historien op på Bilkarrieres Facebookside.
Sådan bliver I en del af kampagnen
- Gå ind på Facebook og tryk på søgefeltet i toppen.
- Indtast gruppens navn ”Bilkarriere - historiebank” og tryk ”Bliv medlem”.
- Slå jeres historie op i gruppen ved at finde ”Skriv opslag”.
- Under ”Skriv opslag” er der en boks, som I kan tilføje jeres historie i.
- For at tilføje billeder eller videoer, skal I trykke på ”Billede/video” under ”Skriv opslag”.
- Når I er færdige, trykker I på knappen ’’Slå op’’, så opslaget bliver lagt op inde i den interne gruppe.
Vi har udarbejdet en ”Medlemsguide”, som fortæller, hvordan I kommer i gang og bliver en vigtig medspiller i kampagnen.
Nye følgere kommer til
Som en del af mediestrategien for Bilkarriere-kampagnen har vi forskellige online-indsatser på de sociale medier. Vi har bl.a. indsatser på Facebook, hvor Bilkarrieres Facebookside er afsender. Det betyder, at der løbende kommer nye følgere til, der ser de historier, I lægger op. Det giver derfor rigtig god mening løbende at byde ind med historier og vise de unge karrieremulighederne hos jer.
Det vrimler med gode historier ude i branchen, og dem skal vi have fortalt, så flere dygtige unge får øje på branchens mange muligheder. Hanne Baunkjær, Chefkonsulent
Vejledning eller spørgsmål
Har I brug for vejledning eller spørgsmål om historier på Facebook: Kontakt Jarl Linder på 2273 4000 eller CompanYoung Support på 7431 3363.