Indstil jeres dygtige handelselev eller kontorelev til DI og HK's Fagprøvepriser 2021
Læs her hvordan I gør og bemærk, at fristen er den 1. juni 2021. Sidste år gik fagprøveprisen velfortjent til Sebastian fra Nellemann A/S.
DI og HK’s Fagprøvepriser på Handelsuddannelsen og Kontoruddannelsen 2021
Udviklings- og samarbejdsfondene for DIO II og HK overenskomster uddeler årligt to fagprøvepriser til elever, der har bestået fagprøven inden for hhv. et af handelsuddannelsens fire specialer og/eller kontoruddannelsen med specialet administration.
Fagprøvepriserne gives til opgaver, der er udført originalt og har opnået et flot resultat.
Formålet med fagprøvepriserne er at sætte fokus på mulighederne i hhv. handelsuddannelsen og kontoruddannelsen, samt at inspirere elever og virksomheder til at præstere noget særligt til gavn for både virksomheden og erhvervet/branchen.
”Årets fagprøvepriser 2021” uddeles på elevernes praktikvirksomheder og er begge på 25.000 kr. De udbetales som et legat til eleven (beløbet er skattepligtigt).
Praktikvirksomhederne modtager også en pris som ”årets uddannelsessted 2021”.
Eleverne kan enten blive indstillet via deres praktikvirksomheder eller direkte via skolerne. Indstillingen skal indsendes på indstillingsskema nedenfor og bl.a. indeholde:
- Elevens fulde navn, bopæl og skole.
- Praktikvirksomhedens navn og CVR-nummer.
- Elevens fagprøvekarakter.
- Virksomhedens/skolens motivation for at indstille eleven.
- Fagprøven skal oploades.
Indstillingsskema for Handelselev
Indstillingsskema for Kontorelev
De indstillede elever til fagprøvepriserne 2021 skal have afsluttet deres uddannelse og modtaget deres karakter i tidsrummet 1. juni 2020 til 31. maj 2021. Det er en forudsætning for at deltage, at virksomheden er medlem af DI, og eleven er medlem af HK.
Ved indstillingen af en elev skal der lægges vægt på, at eleven har udvist talent og ambitioner og har udmærket sig ved engagement i sin elevtid.
Endvidere lægges der i nomineringerne vægt på, at praktikvirksomheden skaber gode rammer for sine elever og sammensætter et lærerigt elev-/uddannelsesforløb.
Frist for indstilling er senest den 1. juni 2021
Fagprøvepriserne overrækkes til de to elever på deres praktikvirksomhed hhv. for kontoreleven mandag den 28. juni 2021 og for handelseleven torsdag den 1. juli 2021.