Fotokredit: Bilbranchen

23.01.23 DI Bilbranchen Nyheder

Kick-off dag understregede behovet for dygtige salgsrådgivere i bilbranchen

Salgsrådgiverens kompetencer er afgørende for at kunne profitere af de omvæltninger, som rammer bilbranchen. Det var et af flere vigtige budskaber på den årlige kick-off dag for det næste hold på akademiuddannelsen i salg og rådgivning.

For sjette gang blev der holdt kick-off workshop på Dansk Industris faciliteter på Gl. Vindinge i Nyborg for et nyt hold på Bilbranchens akademiuddannelse i salg og rådgivning. Dagen er altid noget helt særligt, da det er her de nye studerende møder hinanden første gang og, sammen med deres nærmeste ledere, er samlet til en dag med fokus på faglige indlæg, diskussioner, workshops og netværk.

Anker Nørlund Christensen, chefkonsulent hos Erhvervsakademi Aarhus, bød velkommen og lovede de 15 nye studerende på holdet, at de ikke kommer til at kede sig - hverken som studerende eller som færdiguddannede, da bilbranchen er en branche præget af uforudsigelighed og omvæltninger, men ikke mindst forretningsmuligheder.

image9bzg.png

Salgsrådgiveruddannelsen rammer plet på branchens kompetencebehov
Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen, fulgte op på Anker Nørlunds indledende pointer og præciserede, at kompetencer i bilbranchen er vigtigere i dag end nogensinde før.

I sit oplæg gav han de studerende et grundigt indblik i de store megatrends, som på én og samme tid rammer bilindustrien i alle led af værdikæden. Især branchens grønne omstillingsproces, producenternes ønske om nye distributionsveje og digitaliseringen af branchen gør, at bilforhandlerne skal indstille sig på en fremtid og en forretning, som om få år kan være markant anderledes end i dag. Og det er her, at salgsrådgiveruddannelsen rammer plet i forhold til branchens kompetencebehov ifølge Thomas:

”Hvis vi som branche skal kunne profitere af de omvæltninger, som hele tiden rammer bilindustrien, er det nye kompetencer, der skal til,  så den enkelte forhandler kan gribe mulighederne i udfordringerne. For hvis vi ikke omsætter viden som jeres til konkret handling, så udvikler branchen sig ikke. ”

imagenwokg.png

Den personlige kontakt forbliver essentiel   
Faget ’Salg og salgspsykologi’ er det første fag på uddannelsen. Underviser Thomas Ladegaard var med via video og sagde bl.a., at faget danner grobund for, at de studerende uddannes til at opfylde kundernes komplekse salgsbehov, som er medvirkende til, at cirka 70 pct. af alle bilkøb i dag starter online. Men Thomas understregede også, at den personlige kontakt aldrig har været vigtigere, og her er kompetente salgsrådgivere umulige at komme udenom.

Indblik i eleverfaringer
Det er blevet tradition, at en studerende fra et eksisterende hold på uddannelsen deler ud af egne erfaringer fra uddannelsen, og i år var det Tobias Geisler, salgstrainee hos Bayern AutoGroup A/S. Tobias fortalte først og fremmest om de mange tilbud og oplevelser, som følger med – f.eks. besøg i bilhuse og temadage med mulighed for at tilegne sig den nyeste viden.

Derudover har det stor betydning for ham og hans virksomhed, at uddannelsen er på deltid. Det giver tid til at kunne prioritere sit arbejde, men samtidig oparbejde en nysgerrighed fra fagene, som kan afprøves i virksomheden.

”Og man får et fedt netværk blandt ens medstuderende, som i det daglige kan hjælpe eller sparre omkring specifikke bilmodeller- og mærker.”, fortalte Tobias.

imagemq4if.png

imageiqk1i.png

Nye fag om bæredygtighed og digitalisering på skemaet
De nye studerende kommer på uddannelsen også til at stifte bekendtskab med de nye fag ’Bæredygtig forretningsforståelse for bilbranchen’ og ’Procesforståelse og digitalisering for bilbranchen’.

Sanne Østergaard Nielsen er underviser på faget om bæredygtig forretningsforståelse og tog de studerende igennem flere områder inden for de miljø-, klima- og bæredygtighed, som de studerende i en moderne bilforretning skal have forståelse for og viden om.

Anker Nørlund supplerede og indskød, at faget især har til hensigt, at de studerende skal forstå vigtigheden i at drive en bæredygtig forretning, men også hvordan bæredygtighed i sig selv kan benyttes i en markedspositionering, hvor forhandleren kan blive den ”lokale, grønne udviklingsagent”.

Anker Nørlund var på dagen også stedfortræder for adjunkt Mikkel Høj Biltoft, der skal undervise i ’Procesforståelse og digitalisering for bilbranchen’. Men Anker gav et godt og konkret indblik i, hvordan digitalisering ofte udmønter sig i branchen gennem digitale værktøjer, hvor f.eks. RPA-robotter i stigende grad forandrer, automatiserer og effektiviserer de administrative opgaver hos bilforhandleren.

imagehz4hr.png

En indholdsrig dag blev afsluttet workshop blandt de studerende og deres ledere, hvor sælgerens fremtidige rolle i bilhandlen blev diskuteret.

Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold