Sidste chance for tilmelding til Salgsrådgiveren
Skal dine salgstalenter være med på det næste hold på Bilbranchens akademiuddannelse i salg og rådgivning? Skynd dig at få tilmeldt - der er kun få pladser tilbage.
Der er kun få ledige pladser tilbage, når det nye hold på Bilbranchens akademiuddannelse i salg og rådgivning (Salgsrådgiveren) starter undervisningen 22. januar 2025. Salgsrådgiveren er en uddannelse, som er bredt anerkendt i branchen for dens høje faglige niveau og er en unik mulighed for dine medarbejdere, så de kan videreudvikle deres færdigheder og skabe endnu bedre resultater for din virksomhed.
Det første fag, som deltagerne på holdet stifter bekendtskab med, er faget 'Salg og salgspsykologi', hvor deltagerne undervises af de erfarne og branchekyndige Thomas Ladegaard og Birgitte Bruun Kjær. Undervisningen i faget er både praksisnær, kompetencegivende og ikke mindst relevant for dine medarbejderes dagligdag i bilhusene.
Kickoff på Gl. Vindinge
Inden deltagerne på holdet går i kast med det første fag, afholder Erhvervsakademi Aarhus og DI Bilbranchen kickoff for holdet.
Den 16. januar kan deltagerne og deres ledere nemlig glæde sig til et inspirerende kickoff på Gl. Vindinge, hvor DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen, blandt andet vil holde oplæg om branchens aktuelle tilstand og fremtidige muligheder og rammevilkår.
Det bliver en dag fyldt med læring, netværk og inspiration.