Mød jeres kommende mekanikerlærling på Karrieredagene 2025
For første gang afholdes karrieredage inden for mekanikerfaget. DI’s medlemmer kan få en gratis stand og mulighed for at møde jeres kommende lærlinge.
Tirsdag den 25. februar og torsdag den 6. marts 2025 inviterer Metalindustriens Uddannelsesudvalg til Karrieredage i hhv. København og Billund.
Formålet med Karrieredagene er at give virksomheder og lærlinge en mulighed for at mødes og udveksle informationer. Virksomhederne får mulighed for at præsentere sig selv og vise lærlinge, der går på grundforløb 2 og skoleoplæringscentre på skoler rundt om i landet, hvilke spændende lærepladser, de kan tilbyde.
Lærlingene får indsigt i de mange uddannelses- og karrieremuligheder, der eksisterer inden for personvognsmekaniker-, lastvognsmekaniker- og entreprenør- og landbrugsmaskinmekanikeruddannelserne.
Som virksomhed med egen stand på karrieredagene, har I en unik mulighed for at vise og fortælle de unge, hvad I særligt kan tilbyde af muligheder, hvis de vælger en læreplads hos jer. På dagen kan I give lærlingene jeres visitkort eller indsamle deres kontaktoplysninger og/eller CV, som gør det nemt efterfølgende at følge op.
På dagene vil lærlingene besøge jeres stand i tre forskellige hold med 15 minutters pause imellem. Det giver jer god tid til at tale med dem hver især, sætte dem ind i arbejdsopgaverne hos jer, og ikke mindst fortælle, hvad I kan tilbyde af spændende muligheder som læreplads.
Det er gratis at deltage, og hver virksomhed får stillet en stand på 2x2 meter til rådighed, som kan indrettes efter eget ønske. Standen indeholder ét højt cafébord, og det anbefales at medbringe mindst to medarbejdere til at bemande standen.
Det er en god idé at tage en dygtig nuværende eller tidligere lærling med, som har lyst til at fortælle de unge om deres uddannelsesvej, og hvorfor de er glade for at være i lære hos jer. Der bliver sørget for forplejning af alle virksomhedsrepræsentanter i løbet af dagen.
Tilmeld din virksomhed
Karrieredag 1
Tirsdag den 25. februar 2025 kl. 09:30 til 14:30, Tivoli Hotel og Congress Center, Arni Magnussons Gade 2, 1577 København
Karrieredag 2
Torsdag den 6. marts 2025 kl. 09:30 til 14:30, Legoland Hotel & Conference Center, Aastvej 10, 7190 Billund
Tilmeldingsfrist: Torsdag den 20. februar 2025 kl. 09:00
Baggrund for dagen
Metalindustriens Uddannelsesudvalg (DI og Dansk Metal) vil gerne gøre mere for, at flere personvognsmekanikerlærlinge får en læreplads, samtidig med at manglen på lastvognsmekanikere- og entreprenør- og landbrugsmaskinmekanikerlærlinge mindskes.