Foto: SkillsDenmark
08.08.24 DI Bilbranchen Nyheder

Bliv sponsor for EuroSkills i Herning

Europamesterskaberne i håndværk kommer til Danmark i efteråret 2025, og medlemmer af DI Bilbranchen har nu mulighed for at blive sponsor for eventen.

EuroSkills 2025 afholdes i Herning den 9. - 13. september 2025. Fagene personvognsmekaniker og lastvognsmekaniker er med i konkurrencen, og sponsoratet kan blandt andet sikre involvering og synlighed under konkurrencerne om at blive Europas dygtigste lastvogns- eller personvognsmekanikerlærling. 

Baggrunden for et sponsorat

Organisationen bag EuroSkills 2025 har et erklæret mål om, at erhvervsuddannelserne i stigende grad skal vælges til. Dette kræver blandt andet, at erhvervsuddannelserne fremstår attraktive i offentligheden og i særdeleshed over for de unge. For at opfylde dette mål søger EuroSkills partnerskaber med virksomheder i bilbranchen, som deler ønsket om at skabe forandring, sikre flere faglærte, bibeholde velfærden samt har fokus på den grønne omstilling og bæredygtighed i branchen.

Mange forskellige sponsormuligheder

Et sponsorat under EuroSkills kan skræddersyes efter den interesserede virksomheds ønsker eller målsætninger. Et sponsorat kan omfatte, men er ikke begrænset til. f.eks.:

  • At stille personbiler og/eller lastbiler til rådighed for konkurrencerne. OBS. de udlånte biler udsættes ikke for karosseriskader eller lign., og er sponsors ejendom efter konkurrencernes afvikling
  • Medvirke til at skabe opmærksomhed og fokus på udfordringen med manglende mekanikere og teknikere i bilbranchen
  • Eksponering og omtale på EuroSkills’ SoMe-platforme
  • Generel eksponering i Messe Center Herning
  • Særlig eksponering og synlighed i og omkring konkurrenceområdet for personvognsmekaniker og/eller lastvognsmekaniker
  • Mulighed for eksponering og aktivering i Try-a-Skill-område nær konkurrencerne. Hensigten med Try-a-Skill er at besøgende får mulighed for at prøve sig af som mekaniker og dermed få et indblik i mekanikernes hverdag
  • Egen stand med mulighed for dialog direkte med potentielle lærlinge samt promovering af egen virksomhed, bilmodeller m.m. overfor de mange besøgende
  • Mulighed for deltagelse i minikonferencer op til og under EuroSkills – eksempelvis særlige talks/debatpaneler om den grønne omstilling med tilhørende indsatser indenfor bilindustrien og/eller den europæiske udfordring med sikring af unge til mekanikerfagene

Målgrupper for eksponeringen

Markedsføring, branding og aktiviteter vil særligt være rettet mod: 

  • Unge, der forlader 9. eller 10. klasse og skal vælge en ungdomsuddannelse
  • Forældre til unge i 9. eller 10. klasse som skal vælge en ungdomsuddannelse 
  • Unge i landets 7.-8. klasser
  • Folk uanset alder, der står uden uddannelse

De opmærksomhedsskabende indsatser frem imod afviklingen af EuroSkills 2025 vil være rettet mod flere forskellige målgrupper. Både pga. bredden i arrangementet, men også for at få flest muligt relevante gæster til at besøge EuroSkills 2025.

Kontakt EuroSkills

Vil du høre mere og drøfte jeres muligheder for involvering i EuroSkills 2025 så kontakt:

Mikael Overgaard
Partnership Manager
Tlf.: 40 10 42 05 
Mail: mov@euroskills2025.com

Om EuroSkills 2025

EuroSkills 2025 finder sted i MCH Messecenter Herning fra d. 9.-13. september 2025. Her deltager mere end 600 unge fra 33 europæiske lande, og de dyster i 38 forskellige fag foran op mod 100.000 gæster. EuroSkills 2025 bliver således Danmarkshistoriens største uddannelsesevent.

Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold