Gør en forskel som skuemester
Skuemestergerningen rummer meget mere end selve censoropgaven til svendeprøver. Det er en direkte genvej til kvalificeret arbejdskraft og egen personlig udvikling.
DI Bilbranchen søger i øjeblikket skuemestre, der ønsker at sikre det faglige niveau i branchen og udvikle dem selv og deres virksomhed. Selvom travlheden i branchen er kendt, har bilvirksomhederne en fælles opgave i at sikre, at vi får uddannet nye dygtige personvognsmekanikere, der fortsat løfter branchens kompetencer og udvikling.
Rent formelt vil din skuemester repræsentere arbejdsgiversiden, og vedkommende skal bedømme elever og lærlinge til svendeprøver for at vurdere deres parathed til arbejdsmarkedet. Groft sagt er vedkommende med til at sikre, at bedømmelsen sker i overensstemmelse med uddannelsens regler.
MEN det er meget mere end en censortjans
Skuemestergerningen er dog mere end noget andet også en måde, hvor din virksomhed kan give noget tilbage til branchen. En skuemester har nemlig en afgørende rolle i at opretholde kvaliteten og relevansen af erhvervsuddannelserne. Det gør vedkommende samtidig med, at man får et personligt og fagligt udbytte.
Branchens nuværende og tidligere skuemestre tilkendegiver alle, hvordan svendeprøverne også er en trykprøve på skuemestrenes egen faglighed. Skuemesteropgaven bidrager til, at deres egne faglige og praktiske kompetencer holdes ajour med udviklingen i branchen.
- Når man kommer ud som skuemester, så møder man helt automatisk en masse spændende mennesker fra branchen, og man får derigennem hele tiden udvidet sit netværk. Samtidig får man, gennem de unges mange nye indsigter og kompetencer, hele tiden trykprøvet sin egen faglighed, og man får ofte en helt anden forståelse af de processer, som man selv udfører hjemme på værkstedet, udtaler Robert Møldrup Axelsen, ejer af Møldrup Axelsen og skuemester på 14. år.
Derudover bruger mange det også i rekrutteringsøjemed. Når din skuemester er ude som repræsentant for din virksomhed, får vedkommende automatisk synliggjort virksomheden bag sig, og man får skabt en relation til de dygtige lærlinge og elever
Der er med andre ord rigtig mange faglige og menneskelige gevinster ved at være skuemester.
Robert Møldrup Axelsen har været skuemester i 14 år. Han fortæller i videoen nedenfor, hvorfor han prioriterer at være skuemester.
Vil din virksomhed gøre en forskel i branchen?
Hvis din virksomhed har interesse i at bidrage med at uddanne nye dygtige faglærte til branchen, så tag en snak med f.eks. din værkfører eller værkstedschef om muligheden og ræk gerne ud til Hanne Baunkjær, DI Bilbranchen, for yderligere information.
Kontaktinfo til Hanne nedenfor.
Det kræver det
For at blive skuemester skal man opfylde følgende krav:
- Faglig viden og erfaring
Man skal have relevant faglig viden og erfaring inden for det område, vedkommende ønsker at være skuemester for, så man kan vurdere elevernes færdigheder på et kvalificeret grundlag. - Tilknytning til faget
Man skal have en aktuel tilknytning til faget og være opdateret med de nyeste udviklinger og standarder inden for området. - Medlemskab af en relevant organisation
Din virksomhed skal være medlem af DI.
Til den første svendeprøve kommer man ud som ”føl” sammen med to erfarne skuemestre. Man vil typisk være ude som skuemester et par gange om året. Man modtager et honorar for indsatsen, og man får dækket sine rejseudgifter.
Hvis svendeprøven forløber over flere dage, dækkes også kost og logi. Som skuemester bliver man kontaktet af Industriens Uddannelser, når der er en svendeprøve i nærheden. Man kan altid sige nej til opgaven, hvis man ikke har tid på det givne tidspunkt.