Fra weekendhjælper til Årets salgsrådgiver
Chastine Rasmussen gik fra at vide intet om biler til at blive kåret som 'Årets salgsrådgiver'. Dedikation og engagement har taget hende langt i en ellers mandsdomineret branche, som hun håber kan tiltrække flere kvinder i fremtiden.
Chastine Rasmussen dimitterede som salgsrådgiver i december 2024 og vandt her prisen som ’Årets salgsrådgiver’ på Erhvervsakademiet i Aarhus. Selvom Chastines vej ind i bilbranchen var lidt af en tilfældighed, og hun intet vidste om biler, har hendes naturlige engagement, og dedikation under uddannelsesforløbene, allerede taget hende langt.
Som færdiguddannet salgsrådgiver i C.A. Larsen Automobiler i Viby J., og kvinde i en mandsdomineret branche, vil Chastine hellere end gerne give de kommende studerende på salgsrådgiveruddannelsen et par råd med på vejen, ligesom hun kommer med sine bud på, hvordan en karriere som salgsrådgiver i bilbranchen kan blive mere attraktiv for kvinderne at vælge til.
Fra weekendafløser til salgstrainee
Chastines indgang til branchen begyndte under studierne til finansøkonom, hvor hun gennem en veninde havde hørt, at der var mulighed for at få et weekendhjælperjob i en bilforretning. Der var bare lige én udfordring:
- Jeg vidste intet om biler. Som i overhovedet ikke. Produkterne, butikkerne og branchen var alt sammen nyt for mig. Derfor følte jeg et ansvar for at sætte mig ind i tingene, så jeg vidste lidt om det hele, fortæller Chastine.
Hendes nysgerrighed og ansvarsfølelse gjorde, at hun dog hurtigt lærte om branchen og produkterne.
- Jeg begyndte at komme i bilforretningen hver weekend og var med til at sende folk ud at køre, ligesom jeg øvede prislisterne igennem derhjemme. Det hjalp mig, og vækkede samtidig min interesse for at blive endnu klogere på branchens muligheder.
Da hun færdiggjorde sin uddannelse som finansøkonom, blev hun tilbudt en trainee-stilling i bilforretningen, hvilket åbnede døren til en fuldtidskarriere i bilbranchen.
Ønskede at lære branchen fra bunden af
Chastine valgte at tage uddannelsen som salgsrådgiver, fordi hun på mange måder ønskede at lære bilbranchen ”fra bunden af”, som hun selv beskriver det.
Selvom Chastine i kraft af sin nye titel som finansøkonom kunne have fået merit for nogle af fagene, valgte hun ikke at gøre det for at få det fulde udbytte.
- Jeg havde selvfølgelig lært noget om salg af boliger f.eks., men nu skal jeg jo arbejde med salg af biler, som jeg stadig følte, at jeg vidste meget lidt om. Derfor var det oplagt lige at få det hele med, forklarer hun.
Baggrunden som finansøkonom har dog siden vist sig at være en vigtig styrke i den finansielle rådgivning, da det ofte har givet hende en fordel i rådgivningen af kunderne.
- Med min baggrund har jeg gode forudsætninger for at kunne rådgive kunderne om, hvordan købet vil påvirke deres økonomi og hverdag. Her bliver bilen så bare det produkt, man drøfter med kunden.
Salgsrådgiveruddannelsen har hertil løftet en lang række af hendes kompetencer, både de personlige og de praktiske. Hun fremhæver selv, hvordan hun har lært at håndtere kundernes forskellige personligheder i langt højere grad, hvilket for hende er særligt vigtigt, når man er en kvindelig salgsrådgiver.
- Det forekommer jo, at man lige skal overvinde nogle bestemte typer mennesker, som ikke umiddelbart har lyst til at blive rådgivet af en kvindelig bilsælger. Her er det altid en kæmpe sejr for mig, når man faktisk ender med at have en god dialog med en, som var skeptisk til at starte med, siger hun.
Chastine nævner også, hvordan salgsrådgiveruddannelsens fokus på konflikthåndtering, konflikttrapper og DISC-profiler har og fortsat hjælper hende i form af at skabe bedre kundeoplevelser og dermed øget salg.
Råd til de nye: Prioritér tiden på uddannelsen – det glæder din arbejdsgiver
I december 2024 kunne Chastine som nævnt lade sig blive hyldet som ’Årets salgsrådgiver’, da hun dimitterede. En pris Chastine føler hun vandt, fordi hun var ekstra opmærksom på at prioritere tiden på uddannelsen – både fagene og det netværk, man får. Derfor har hun også et konkret råd til de studerende, der i denne uge starter på uddannelsens hold 8. Man skal prioritere skolen, selvom man har et fuldtidsarbejde ved siden af.
- Mange af de profiler, der ender som salgsrådgivere, er ikke altid de fødte planlæggere eller de mest strukturerede personligheder. Det er man nødt til at lære. Det har hjulpet mig en hel del, når jeg har skulle planlægge min tid inden, under og efter skoleforløbene, siger hun.
Chastine fremhæver også, at man faktisk lidt skylder sin arbejdsgiver, at man lægger energi i uddannelsen. Arbejdsgivere har en naturlig forventning om, at den studerendes skoletid skal bidrage til virksomhedens udvikling. Derfor vil arbejdsgiveren også ofte være engageret og interesseret i de cases, som de studerende arbejder med.
Chastine blev i december 2024 hyldet som 'Årets salgsrådgiver', da hold 7 havde dimission.
Kvinder vælger attraktive brancher til
Udfordringen med at rekruttere kvinder til bilbranchens uddannelser er kendt. Uanset om det gælder de merkantile uddannelser, de tekniske uddannelser eller, i dette tilfælde, branchens videregående uddannelser.
For Chastine handler det om, at branchen skal være og fremstå attraktiv for kvinder. Både ved at have en sund og inkluderende kultur i den enkelte virksomhed, og ved at diversitet ses som en styrke. Hvis branchen hele tiden lykkes med det, vil det medføre endnu flere gode cases og kvindehistorier fra branchen. Det har i sidste ende kun en selvforstærkende effekt.
Men Chastine understreger også, at det for hende handler om, at man ansætter efter kompetencer og personlighed frem for køn.
- Det må ikke være kønnet, der er det afgørende. Det afgørende er, om personen kan bidrage til bilhusets samlede kompetencer. Jeg sælger f.eks. ofte biler til nogle kunder, som mine mandlige kolleger måske ikke går lige så godt i naturlig spænd med og omvendt. Når vi har det her samspil, så ser vi også, at diversitet er en klar gevinst for virksomheden, afslutter hun.
Chastine var i sidste uge én af oplægsholderne under kickoff-arrangementet for det nye hold 8 på 'Salgsrådgiveren'. Det kan du læse mere om her