Foto: Lasse Skov
27.10.25 DI Bilbranchen Nyheder

Faglig stolthed og godt kollegaskab i centrum til årets ML-pris

Metalindustriens dygtigste lærlinge blev i sidste uge hyldet i Industriens Hus, da de modtog ML-prisen 2025.

Fredag d. 24. oktober hyldede metalindustrien årets dygtigste lærlinge i Industriens Hus i København. Her blev ML-prisen uddelt for 23. gang til 25 nyudlærte lærlinge. Det er Metalindustriens Uddannelsesudvalg, der udgøres af Dansk Industri, Dansk Metal og TEKNIQ, som står bag ML-prisen.

Flot ceremoni med mange taler og indslag

Familier, faglærere og ansatte fra lærepladsvirksomhederne var inviteret med til fejringen, der begyndte med kaffe og morgenmad, hvorefter gæster og prismodtagere tog plads i den store sal.

Første taler var minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), der i sin tale betonede vigtigheden af, at Danmark fortsat har fokus på at udlære faglærte.

- Vi har brug jer til at vise, hvordan talenter kan foldes ud. Og det er sådan nogen som jer, der skal være med til at accelerere den grønne omstilling.

Herefter gik Peter Faber, forbundssekretær i Dansk Metal og formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg på scenen og sagde blandt andet:

- ML-prisen er jo ikke kun en pris, vi giver til dem, der er fagligt dygtige. Nej, ML-prisen går på to ben. I hyldes både for jeres eminente håndværk og jeres evne til at være den gode kollega. Med de to egenskaber er I med til at skabe noget af det vigtigste, vi har i Danmark – gode arbejdsfællesskaber. Tillykke til jer, jeres virksomheder og jeres skoler.

Også Signe Tychsen Philip, vicedirektør i DI og næstformand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg, var på scenen og gav vinderne et par ord med.

- Det er lysten, der driver værket. Vinderne af ML-prisen er et levende bevis på, at arbejdslyst er en forudsætning for dygtige faglærte. Stort tillykke til jer og til jeres virksomheder, som har givet dagens super dygtige lærlinge mulighed for at uddanne sig til lige præcis det, som de brænder for. 

Et samfund uden håndværk - er som en bil uden motor

Opmærksomheden i salen blev for alvor skærpet, da personvognsmekanikerlærling hos Semler Premium A/S, Sebastian Mortensen, holdte sin tale ’Tag en pause fra uddannelsessnobberiet’.

Sebastian understregede i talen, at han er en stolt håndværker, selvom han engang mødte modstand og fordomme om sit uddannelsesvalg. Derfor var hans budskab klart; uddannelsessnobberi skal stoppes – for ingen veje er bedre end andre.

- Et samfund uden håndværk er som en bil uden motor. Den er flot at se på, men kommer ikke rigtig nogen vegne. Derfor er vi afhængige af hinanden. Nogle skal forske, andre skal fikse, som Sebastian rigtigt sagde.

Der var helt stille i salen, da Sebastian holdt en flot og rammende tale.

Foto: Lasse Skov

Fire mekanikere blandt årets vindere

Fire af de 25 vindere kom i år fra medlemmer af DI Bilbranchen, og derfor kunne hhv. tre personvognsmekanikere og én lastvognsmekaniker modtage salens hyldest. De fire vindere er;

Personvognsmekaniker Josefine Hedegaard Hansen, Andersen Biler A/S

Foto: Lasse Skov

Personvognsmekaniker Daniel Gennadyevich Brakov Kjær, Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S

Foto: Lasse Skov

Personvognsmekaniker Marcus Brandt Secher, Semler Mobility Silkeborg A/S

Foto: Lasse Skov

Lastvognmekaniker Tobias Kjærgaard Madsen, MAN Nordjylland A/S

Foto: Lasse Skov

Kæmpe stort tillykke til alle fire fra DI Bilbranchen og til resten af de 21 vindere af dette års ML-pris.

Om ML-prisen

I løbet af året er 200 nyudlærte lærlinge blevet indstillet til ML-prisen 2025, men kun 25 nåede gennem nåleøjet, som i dag kunne tage den ærefulde pris med hjem.

De nyudlærte lærlinge, som modtog ML-prisen, har alle udmærket sig ved et 12-tal til svendeprøven. De har desuden kvalificeret sig til prisen ved at have et stort fagligt overblik, være kvalitets- og ansvarsbevidste og være gode kolleger på deres arbejdspladser.

Læs mere om ML-prisen og om muligheden for at indstille jeres lærlingene til prisen i 2026

Klik her

Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold