10.02.25 DI Bilbranchen Nyheder

Nyt hold bilsælgere klar til branchen

Business College Syd, Mommark, fejrede i sidste uge dimission for 22 nyuddannede bilsælgere, der alle er klar til at indtage bilbutikkerne.

Torsdag den 6. februar lagde Autohuset Vestergaard A/S i Vejle lokaler til en flot fejring, da Mommark markerede afslutningen af de nyuddannede bilsælgeres uddannelse.

Traditionen tro gav branchedirektør Thomas Møller Sørensen dimittenderne et par ord med på vejen. I talen lagde Thomas vægt på, at forandringerne i branchen, især på teknologi- og produktsiden samt forbrugernes komplekse købsadfærd, gør, at friske og innovative idéer fra nyuddannede bilsælgere i den grad er noget, forhandlerne har brug for.

Efter taler og udlevering af eksamensbeviser, fik alle dimittender overrakt en nål, som kun må bæres af uddannede bilsælgere fra Mommark. Niklas Withen Larsen, Ejner Hessel A/S, blev hyldet som årets trainee, inden det var tid til smørrebrød og bobler.

Se Thomas Møller Sørensen videohilsen til dimittenderne fra Mommark.

DI Bilbranchen

En tidssvarende sælgeruddannelse

Bilsælgeruddannelsen på Mommark udvikles løbende, så den matcher branchens udvikling og kompetencebehov. Det ses tydeligt i de forskellige fag, de studerende har været igennem på skolen i løbet af deres traineeforløb.

Helt centralt på uddannelsen er akademifaget i salgspsykologi, hvor de studerende har opnået kompetencer til at kunne navigere i kundernes købsadfærd og beslutningsproces samt indsigt i, hvordan man sikrer en langvarig kunderelation.

Finansieringsløsninger spiller også en stor rolle i kundens beslutning om bilkøb. Derfor har de studerende opnået kompetencerne til at kunne skræddersy finansielle løsninger, der passer til den enkelte kundes behov.

Både salg af biler og finansieringsaftaler kræver viden og forståelse for juraen bag. Som en fast del af uddannelsen har de derfor også fået undervisning i kontraktforhold, reklamationsret og andre juridiske aspekter i bilbranchen.

Brug af data og fokus på brugte biler

Konkurrencen på brugtbilmarkedet er siden forsyningskrisen, og i takt med de billige brugtimporterede elbilers indtog i den danske bilpark, vokset markant. I dag er et professionelt brugtbil-setup afgørende for en bilforhandlers bæredygtige forretning.

Derfor har de studerende af medarbejdere hos Autoproff fået konkret undervisning i, hvordan man foretager brugtvognsvurderinger. Tilsvarende har de også været igennem fag, der har givet dem kompetencerne til at anvende data for at kunne optimere forhandlerens bilsalg og kunne forstå markedstendenserne i branchen.

Med en bred og dybdegående sælgeruddannelse i tasken er de nyuddannede mere end klar til bilbranchen.

Fra DI Bilbranchen skal der lyde et stort tillykke.

Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold