24.02.25 DI Bilbranchen Nyheder

DI Bilbranchen byder erhvervsrettet gymnasieuddannelse velkommen

Sidste uges gymnasieaftale er et stort og rigtigt skridt, der skal hjælpe med at sikre den nødvendige faglærte arbejdskraft i bilbranchen, lyder det fra Thomas Møller Sørensen.

Regeringen og aftalepartierne (Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti) indgik tirsdag den 18. februar en politisk aftale om at etablere en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (epx).

I aftalen skærper man også de faglige krav og hæver adgangskravet til 6 i gennemsnit på de treårige gymnasiale uddannelser stx, hhx og htx, ligesom den indeholder en række ændringer på tværs af ungdoms- og voksenuddannelsesområdet.

Aftale læner sig op af Dansk Industris udspil

I DI tages der positivt imod aftalen, som på mange måder læner sig op ad det gymnasieudspil, som DI og Dansk Metal offentliggjorde i maj sidste år.

Særligt har DI længe efterspurgt en toårig ungdomsuddannelse til de unge, der ønsker en varieret og erhvervsfokuseret undervisning, der både giver en studenterhue og har en tæt kobling til arbejdsmarkedet. Det kommer der nu med den nye ungdomsuddannelse, epx.

- Grundlæggende set får vi med epx en gymnasieuddannelse, hvor unge i højere grad kan kombinere erhvervsfaglige færdigheder med de kendte almene fag i gymnasiet. I fremtiden vil vi sende et signal til de unge om, at man godt kan få en studenterhue og senere et svendebrev. Det vil vi i bilbranchen også nyde godt af, siger DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen og fortsætter:

- Aftalen kommer ikke til at hjælpe bilbranchen her og nu, men på sigt tror vi på, at aftalen vil styrke branchens adgang til faglært arbejdskraft.

Centrale elementer i gymnasieaftalen

  • Etablering af ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (epx). Den skal som udgangspunkt vare to år og forberede mod erhvervsuddannelserne og erhvervsakademierne.
  • Karakterkrav til de treårige gymnasiale uddannelser hæves til 6,0 i gennemsnit, ligesom det faglige niveau i stx, hhx (og htx) skærpes. Lever man ikke op til dette, kan man dog også optages, hvis man har 7 i snit i de lovbundne prøver.
  • Grundforløb 1 på erhvervsuddannelserne, den toårige hf og eux afskaffes og integreres i epx.
  • Unge kan stadig søge en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen. De vil starte direkte på grundforløb 2.
  • 10. klasse som selvstændigt tilbud afskaffes. Efterskoler og frie fagskoler vil fortsat kunne udbyde et skoleår efter 9. kl., hvor eleverne kan afslutte året med at tage optagelsesprøver til hhv. stx, hhx, htx eller epx.
  • Den nye uddannelse, lovgivning herom og de afledte konsekvenser på erhvervs- og voksenuddannelserne træder i kraft i 2030.
  • Man afsætter ca. 4,8 mia. kr. årligt til at drive epx. Med reformen bruger man omkring 2,3 mia. kr. ekstra årligt på ungdomsuddannelserne fra 2030. 

    Læs hele den politiske aftale 
Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold