Emma bliver Semler Mobilitys første udstationerede lærling
Fra midten af februar og to måneder frem skal Emma Oxholm fra Semler Mobility A/S arbejde med Porsche i Estland.
Den 16. februar har den 19-årige personvognsmekanikerlærling, Emma Oxholm, sin første arbejdsdag på værkstedet i Estland.
I sin læretid hos Semler Mobility i Hillerød har Emma Oxholm arbejdet med Volkswagen, Audi og Skoda, men under sit ophold i Estland, vil det være Porsche, Emma skal prøve kræfter med.
Læs hele Motormagasinets interview med Emma her (kræver abonnement)
Flere bilvirksomheder gør brug af udstationering
Emma er den seneste i en snart lang række af bilvirksomheder, som i stigende grad har fået øjnene op for muligheden for at sende deres lærlinge afsted på et udlandsophold. I november kunne også DI Bilbranchen fortælle om Bjørn Hansen, som var Volvo Danmarks første udstationerede lastvognsmekanikerlærling.
Både Semler Mobility og Volvo Danmark har fået de to lærlinges ophold i stand i samarbejde med Industriens Uddannelser, hvor Pia Lauridsen, international konsulent, sidder klar til at hjælpe danske industrivirksomheder med at sende deres lærlinge på ophold i udlandet.
DI Bilbranchen håber, at endnu flere af bilbranchens virksomheder både bliver opmærksomme på muligheden og lader sig inspirere af de bilvirksomheder, som allerede bruger den:
- Vores erfaringer med udstationering viser med al tydelighed, at det både giver lærlingene nye faglige kompetencer og værdifuld international erfaring. Men mindst ligeså vigtigt, så bidrager udstationering også til udviklingen af branchens virksomheder, da det styrker deres konkurrenceevne og gør virksomheden mere attraktiv som arbejdsplads over for de unge, udtaler Hanne Baunkjær, seniorchefkonsulent, DI Bilbranchen
Derfor har DI Bilbranchen på vores hjemmeside samlet al den information, din virksomhed har brug for til at kunne sende jeres lærling til udlandet inden for en af bilbranchens erhvervsuddannelser. Du finder linket til siden nedenfor.
Kontakt Industriens Uddannelser
Har du spørgsmål til oplæring i udlandet, brug for hjælp til at finde en virksomhed og til at udforme en kontrakt med værtsvirksomheden m.m., så sidder Pia Lauridsen, International konsulent i Industriens Uddannelser, klar til at hjælpe dig:
- Mail: pla@iu.dk
- Tlf.: 2194 1988