Foto: DI Bilbranchen
14.01.26 DI Bilbranchen Nyheder

Startskud for de nye studerende på ’Salgsrådgiveren’

20 forventningsfulde salgs- og rådgivningstalenter fra branchen sad klar, da Erhvervsakademi Aarhus og DI Bilbranchen tirsdag den 13. januar bød velkommen til det nye hold på Bilbranchens akademiuddannelse i salg og rådgivning.

Det var niende gang, at DI Bilbranchen og Erhvervsakademi Aarhus afholdt kickoff for et nyt hold på den populære akademiuddannelse. Kickoff-dagen er blevet en værdifuld tradition, som DI Bilbranchen bakker op om hver gang. Her introduceres de nye studerende først og fremmest til hinanden og uddannelsen for første gang, ligesom der sættes god tid af til netværk og sparring.

Dagen bød på oplæg om bilbranchens udvikling og tendenser, introduktion til fagene på uddannelsen og ikke mindst gruppearbejde og workshops, der rystede de studerende godt sammen, inden det går løs på uddannelsen i næste uge.

Ny uddannelsesansvarlig bag roret

For første gang var det chefkonsulent fra Erhvervsakademi Aarhus, Peter Brandt-Clausen, som havde fornøjelsen af at give de studerende en varm velkomst og grundig introduktion til de næste tre års uddannelse. Peter lagde især vægt på de kompetencer og styrker, som de studerende vil få på uddannelsen, ligesom han tilkendegav, hvordan de studerende har et medansvar for hele forløbet, da uddannelsen er praksisnær og foregår i en vekselvirkning mellem skoleforløbene og hverdagene i bilhuset:

”I bliver kaptajner i jeres eget uddannelsesspor. Men når I står i Viby om tre år, så er I fulde af viden, har en stor tro på jer selv, og I vil være sikre i rollen som salgsrådgivere. Og mindst ligeså vigtigt, så skaber denne uddannelse et stærkt netværk mellem jer på holdet, som I med garanti kommer til at trække på i mange år i jeres fremtidige karriere”, fortalte Peter Brandt-Clausen.

En branche i markant udvikling

DI Bilbranchens direktør, Thomas Møller Sørensen, tog herefter over og gav sit oplæg om de store megatrends og tendenser, der påvirker hele bilindustrien og deraf den enkelte bilforhandlers forretning. Han fremhævede især den grønne omstilling, ændringer i det europæiske distributionssystem, digitaliseringen og geopolitik.

Derudover pointerede han, at forhandlernes forretningsmodel også forandres i kraft af lavere avancer på nye biler, mere professionelt brugtbilsalg, flere elbiler på eftermarkedet og en stigning i leasingsalget til private.

Og det er her, at de studerendes kommende rolle som salgsrådgiver bliver helt central i den enkelte virksomhed:

”Evnen til at sælge og kunne håndtere det gode købmandskab vil fortsat være et afgørende parameter for de danske bilforhandleres forretning - også på den lange bane. På trods af digitaliseringen, direkte salg og agentmodeller for enkelte mærker, så vil kunderne også i fremtiden ønske den nærhed og rådgivning, som det fysiske og personlige salg giver,” fortalte Thomas Møller Sørensen.

Introduktion til uddannelsens fag

Thomas Ladegaard, underviser på Erhvervsakademi Aarhus, gav en introduktion til faget "Salg og salgspsykologi", som de studerende snart starter med. I dette fag skal de studerende blandt andet udarbejde den afsluttende eksamensopgave i samarbejde med deres virksomhed – på baggrund af et aktuelt emne eller problemstilling i deres bilhus.

”Mit ønske er, at den opgave skal skabe værdi på begge sider af skrivebordet på jeres arbejdsplads. Jeg ved godt, hvad der står i bogen – men jeg ved ikke, hvordan I kan og vil bruge det. Derfor bliver det centrale i dette fag om netop jeres hverdag,” fortalte Thomas Ladegaard.

Thomas gennemgik blandt andet DiSC-værktøjet og fortalte, hvordan dette tages i brug på uddannelsen for at gøre de studerende klogere på sig selv og ikke mindst deres bilkunders profiler og behov.

Efter en velfortjent frokost fik de studerende herefter via korte præsentationer en introduktion til uddannelsens andre fag, som de skal igennem i de kommende tre år.

Fagene er:

  • Salg og salgspsykologi v. underviser Thomas Ladegaard
  • Økonomistyring i praksis  v. underviser Christian Prethun
  • Strategisk salg og Key Account Management v. underviser Birgitte Bruun Kjær
  • Markedsinformation og - analyse v. underviser Maria Nørgaard
  • Bæredygtig forretningsforståelse for bilbranchen v. underviser Henrik Renbøl
  • Procesforståelse og digitalisering for bilbranchen underviser Christoffer Beck Hansen

Dagen blev til sidst afsluttet med workshops for de studerende. Her fik de mulighed for at dele deres forventninger til uddannelsen, deres hidtidige erfaringer i branchen samt lære hinanden at kende.

Vi ønsker alle deltagere på hold 9 og deres virksomheder rigtig god fornøjelse med uddannelsesforløbet.

For mere information om uddannelsen

Kontakt
Peter Brandt-Clausen
Chefkonsulent
Erhvervsakademi Aarhus

Mobil: 7228 6176
E-mail: pbcl@eaaa.dk

Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold