Foto: DI Bilbranchen
15.06.26 DI Bilbranchen Nyheder

Elias hædret med DI Fyns Lærlingepris 2026

Der var både glæde og stolthed, da karrosseritekniker Elias Goldschmidt Hansen i denne uge modtog DI Fyns Lærlingepris 2026.

Mandag den 15. juni 2026 var smilene store hos P. Christensen A/S i Odense, da en rørt Elias Goldschmidt Hansen, karrosseritekniker, fik overrakt DI Fyns Lærlingepris 2026.

Dagen bød på flotte taler og store klapsalver, da Elias blev hædret af både gode kolleger, ledere, rådmand Brian Dybro fra Odense Kommune samt repræsentanter fra DI Bilbranchen og DI Fyn.

Se billeder fra dagen nedenfor i karrusellen. 

Henrik Sanderlund, kvalitetschef hos P. Christensen, ønskede Elias tillykke med prisen.

Stor stolthed fra hele værkstedsholdet, da Elias fik prisen.

Der blev også givet krammere fra familien. Her er det Elias' mor Annette, som ønsker sønnen tillykke.

Chefkonsulent i DI Bilbranchen, Kenneth Hjorth-Hansen, var med til overrækkelsen af prisen til Elias.

Skadechef Rune Wrang holdte en flot tale for Elias.

Rådmand i Odense Kommune, Brian Dybro, gav også Elias et par ord med på vejen.

Evita Rosdahl, vicebestyrelsesleder i DI Fyn, understregede i sin tale vigtigheden af at få flere faglærte på Fyn. Der stor efterspørgsel på unge mennesker som Elias fra det lokale erhvervsliv. 

Flyttede langt for drømmen om en erhvervsuddannelse

Elias’ vej ind i faget har ikke ligefrem været helt traditionel. Efter at have færdiggjort HHX besluttede han sig for at forfølge drømmen om at blive karrosseritekniker – et valg, der betød, at han flyttede hele 250 kilometer fra fødebyen Faxe til Silkeborg for at tage grundforløbet. Da den del af uddannelsen var gennemført, gik turen til Odense. Det gjorde han helt lavpraktisk ved at gå rundt til de forskellige værksteder i området for at dele ansøgninger ud. På den måde sikrede han sig lærepladsen hos P. Christensen i Odense. Nu venter en ny dagligdag, da Elias har fået fastansættelse hos P. Christensens afdeling i Skejby.

I P. Christensens indstilling fremhæves blandt andet Elias’ vilje til at give noget tilbage. Under sin læretid var han nemlig rundt og besøge lokale skoler, og under DM i Skills var han uddannelsesambassadør, for at fortælle sin historie og inspirere andre unge til at vælge karrosseriteknikeruddannelsen.

Skadechef hos P. Christensen, Rune Wrang, lægger ikke skjul på, hvad det betyder at have en medarbejder som Elias i huset:

– Når der kommer en potentiel lærling forbi, bruger vi altid en halv time på ham eller hende, det kunne jo være, at der var et guldkort. Sådan et som Elias. Han er et forbillede for andre, som under læretiden har været rundt og fortælle om karrosseriteknikeruddannelsen, siger han.

Fra DI Bilbranchen lykønsker man også Elias med tildelingen af prisen og roser ligeledes hans ambassadørindsats for uddannelsen.

– Elias er et skoleeksempel på, hvordan flid og ansvarlighed gør en kæmpe forskel, ikke bare for hans lærested, men for hele branchen. Hans store engagement og lyst til at dele sine erfaringer om karrosseriteknikerfaget med andre unge er den bedste måde til at få flere unge ind på uddannelsen, som branchen har hårdt brug for, udtaler seniorchefkonsulent i DI Bilbranchen, Hanne Baunkjær.

Stort tillykke til Elias Goldschmidt Hansen og P. Christensen A/S.

Lærlingepriser i DI

DI's Lærlingepris

DI’s 18 forskellige regionalforeninger uddeler hvert år sin egen pris til en lærling i sit regionale område. Prisen gives til udvalgte lærlinge på tværs af brancher og fag, der har ydet en ekstraordinær indsats både fagligt og socialt samt tager ekstra ansvar i dagligdagen. Læs mere om DI’s regionale lærlingepriser her.

Årets lærling i bilbranchen

Hvert år overrækker DI Bilbranchen og Dansk Metal i fællesskab prisen som ’Årets Lærling i bilbranchen’. Sidste år vandt Josefine Hedegaard prisen (link). For at komme i betragtning til prisen kræves det blandt andet, at lærlingen er medlem af Dansk Metal, er nyudlært eller i lære som enten personvognsmekaniker, lastvognsmekaniker eller karrosseritekniker.

ML-Prisen

Metalindustriens Uddannelsesudvalg, der udgøres af Dansk Industri, Dansk Metal og TEKNIQ, uddeler hvert år ML-prisen til 25 særligt udvalgte lærlinge. Alle modtagere af ML-prisen har alle udmærket sig ved et 12-tal til svendeprøven. De har desuden kvalificeret sig til prisen ved at have et stort fagligt overblik, være kvalitets- og ansvarsbevidste og være gode kolleger på deres arbejdspladser. Sidste gik hele fire af priserne til udlærte personvognsmekanikere. Indstil en lærling til ML-Prisen 2026 – og læs mere om prisen her.

Hanne Baunkjær

Hanne Baunkjær

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4846
  • Mobil +45 2099 8478
  • E-mail haba@di.dk

Relateret indhold