FAQ - nye regler om rapportering om bæredygtighed

Hvad er det, der er på vej?

Virksomheder bliver fremover forpligtede til at rapportere om bæredygtighed på en helt ny måde.

Der er et omfattende regelsæt på vej fra EU. Disse regler bliver i sidste ende til 13 generelle standarder, som det bliver lovpligtigt for større virksomheden at rapportere efter – European Sustainability Reporting Standards (ESRS). Herudover skal der udarbejdes ca. 40 sektor-specifikke standarder over de kommende år.

Rapporteringen skal ske inden for rammerne af ESG – som står for Environment, Social og Governance. Det vil sige, at den fremtidige rapportering handler om bæredygtighed i bred forstand lige fra miljø og klima til blandt andet diversitet, arbejdsforhold, ledelse og meget andet.

De nye rapporteringskrav skal skabe gennemsigtighed på markedet for bl.a. investorer, konkurrenter, samarbejdspartnere og øvrige interessenter. Det må også forventes at bankerne i stadig større omfang anvender rapporteringen i kreditvurderingen og ved fastsættelse af lånebetingelser.

Omfanget af de nye rapporteringskrav bliver meget stort – standarderne fyldte over 400 sider, da de blev sendt i høring. Samtidig vil de oplysninger, man skal rapportere, blive ganske detaljerede.

Hvorfor skal virksomheder rapportere om bæredygtighed?

Baggrunden er bl.a. EU’s Green Deal og European Pillar of Social Rights.

EU’s Green Deal indeholder en lang række initiativer til at omstille til en mere bæredygtig økonomi i Europa. Et af værktøjerne til det er at skabe mere gennemsigtighed og målbarhed af virksomhedernes indvirkning på miljø og samfund – forstået både som positiv og negativ indvirkning.

Tilsvarende indeholder European Pillar of Social Rights principper, der skal skabe et mere retfærdighed og velfungerende arbejdsmarkedet samt bedre velfærdssystemer i Europa. 

Derfor øges kravene til rapporteringen. Det handler også om at skabe ensartethed, da det i dag er mere frit, hvordan man vil rapportere.

DI bakker op om formålet, og arbejder intenst for at påvirke, at rapporteringsstandarderne skubber på en reel bæredygtig udvikling og ikke bliver en unødvendigt tung, regnskabsteknisk øvelse.

Hvor skal man rapportere om bæredygtighed?

Rapporteringen efter de kommende bæredygtigheds-standarder skal ske som en del af ledelsesberetningen i årsrapporten. Så dette betyder, at årsrapporten bliver udvidet med de nye, lovpligtige krav om rapportering på bæredygtighed og at det fremover skal betragtes som lige vigtigt at rapportere på bæredygtighed og økonomiske nøgletal.

Hvem skal rapportere om bæredygtighed?

I første omgang gælder de nye krav for børsnoterede virksomheder med over 500 ansatte. Disse virksomheder skal rapportere efter de nye krav fra regnskabsåret 2024.

Fra regnskabsåret 2025 gælder det for alle virksomheder, der overstiger 2 ud af 3 størrelsesgrænser for omsætning, balancesum og antal ansatte. For de fleste vil det betyde, at det er virksomheder med over 250 ansatte, der bliver omfattet.

De nye krav er detaljerede og kræver blandt andet flere oplysninger om værdikæden end vi tidligere har set. Det betyder, at de nævnte virksomheder vil skulle indhente oplysninger hos nogle af deres underleverandører, samarbejdspartnere mv. Det betyder, at alle danske virksomheder kan blive påvirket af de nye krav i et eller andet omfang.

Hvad betyder det at rapportere for hele værdikæden?

EU direktivet kræver at virksomhederne forholder sig til bæredygtighed i hele deres værdikæde. Dette er for at undgå greenwashing og at virksomhederne skubber de svære områder i den bæredygtige omstilling fra sig.

Derfor skal virksomhederne rapportere om bæredygtighed både for hele indkøbs-kæden og for salgs-kæden og slutproduktet. Det betyder blandt andet, at virksomhederne skal forholde sig hvor deres råvarer er produceret og hvordan. Som et eksempel kan det ved indkøb og brug af træ være en vurdering af, om der sker unødig rydning af skov, om biodiversiteten påvirkes eller om der har været brugt sprøjtegifte, hvor medarbejderne ikke var godt nok beskyttet.

Dette er typisk forhold som virksomheden ikke kan påvirke direkte, men kan stille krav om til sine leverandører og til deres leverandørkæder. Det er blandt andet dette, der skal oplyses om, og om hvordan virksomheden forholder til sådanne udfordringer, når den bliver bekendt med dem.

Skal der en erklæring på rapporteringen?

Ja, revisor eller en rådgiver skal afgive erklæring på bæredygtighedsrapporten. I de første år, blive der alene krav om en erklæring med begrænset sikkerhed. Det forventes dog, at kravet bliver skærpet over årene, så der på et senere tidspunkt bliver krav om en højere grad af sikkerhed.

EU direktivet giver mulighed for at erklæringen kan afgives af den valgte revisor, der også påtegner den finansielle del af årsrapporten, eller af en anden revisor.

Direktivet giver ligeledes mulighed for at erklæringen kan afgives af en anden uafhængig rådgiver. Der er endnu ikke taget stilling til, hvordan disse muligheder indarbejdes i dansk lovgivning, ligesom der udestå afklaring af en række praktiske forhold, såfremt disse muligheder udnyttes.

 

Hvem har ansvaret?

De nye regler om rapportering om bæredygtighed skal indarbejdes i årsrapportloven. Det betyder, at der kommer samme ansvar for denne rapportering som for den finansielle del af årsrapporten.

Det ultimative ansvar ligger således hos bestyrelsen. Hvert enkelt medlem af de ansvarlige ledelsesorganer (dvs. bestyrelse og/eller direktion afhængig af selskabsstrukturen) har ansvar for, at årsrapporten udarbejdes i overensstemmelse med lovgivningen. De får dermed også ansvar for, at årsrapporten opfylder kravene til rapportering om bæredygtighed.

Hos selskaber, der har et revisionsudvalg, skal revisionsudvalget sikre, at rapporteringen er valideret eller revideret, følge revisors arbejdet hermed samt sikre uafhængigheden af den der afgiver erklæringen. Revisionsudvalget skal afrapportere herom til bestyrelsen.

 

Hvordan kommer jeg i gang?

DI anbefaler, at man allerede nu danner sig et overblik over de kommende krav. Prioritér ud fra dette overblik,, hvad der er særligt vigtigt for virksomheden. Identificér, hvilke oplysninger der mangler og ikke mindst om der er områder der bør arbejdes på for at gøre dem endnu mere bæredygtige. Læg en plan, der favner både den bæredygtige omstilling og arbejdet med at indhente oplysninger til rapporteringen samt for revisionen heraf.

På disse sider kan du få overblik over de kommende krav til rapporteringen samt finde henvisninger til de mange produkter, DI udbyder som hjælp i den bæredygtige omstilling og arbejde med verdensmålene.