Lønsumsafgift

Med stigende indtægter fra provision for finansiering mv., kan forhandlere være omfattet af lønsumsafgiftsloven.

Hvornår skal man betale lønsumsafgift?

Med stigende indtægter fra provision for finansiering mv., kan forhandlere være omfattet af lønsumsafgiftsloven. Bilforhandlerne skal beregne, om lønsumsafgiftslovens bundgrænse for afgiftsgrundlaget på 80.000 kr. er oversteget. Lønsumsafgiften udgør 4,12 % af afgiftsgrundlaget, som er lønsum med tillæg af overskud eller fradrag af underskud vedrørende de momsfrie finansielle aktiviteter.

Det betyder, at forhandlerens lønsum og overskud/underskud skal fordeles på de momspligtige og de momsfrie aktiviteter, for at opgøre det korrekte lønsumsafgiftsgrundlag. Her skal der først ske en beregning af en omsætningsfordeling for at fastsætte en fradragsprocent. Herefter skal fradragsprocenten anvendes på forhandlerens lønsum vedrørende administrativt personale og salgspersonale, ligesom den anvendes på forhandlerens samlede overskud/underskud.

Provision

Provision, som bilforhandlere modtager for formidling af finansiering mv., er fritaget for moms. Men hvis indtægten overstiger en bundgrænse, skal der betales lønsumsafgift. Det er beregningen af denne bundgrænse, der kan være indviklet. Derfor har DI Bilbranchen anvendt ressourcer på at få momsdirektør Søren Engers Petersen, TimeTax A/S, til at udarbejde en vejledning specielt for bilforhandlervirksomheder.

Klager og afgørelser i Landsskatteretten
Et lokalt skattecenter traf i januar 2015 en afgørelse, hvorefter lønsumsafgiften skal opgøres på grundlag af et skøn, hvor samtlige formidlingsindtægter henføres til afgiftsgrundlaget. Denne opgørelsesmetode vil dels betyde, at flere forhandlere omfattes af lønsumsafgiften, dels at afgiftsbelastningen bliver højere. SKATs afgørelse er ikke i overensstemmelse med de retningslinjer, som Landsskatteretten tidligere har fastlagt, og derfor vil sagen blive påklaget i forventning om, at Landsskatteretten vil ændre afgørelsen, så den stemmer overens med den tidligere trufne afgørelse.

Der faldt afgørelse i sagen i efteråret 2022; desværre ikke med det resultat, DI Bilbranchen havde ønsket. DI Bilbranchen har på baggrund af afgørelsens betydning for medlemsvirksomhederne anket sagen, som nu verserer ved retten i Næstved. Der forventes en afgørelse i 2024. Der er desuden en lignende sag på vej igennem Landsskatteretten.

Karoline H. Thomsen

Karoline H. Thomsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3567
  • Mobil +45 2949 4413
  • E-mail kart@di.dk