Miljøvaredeklarationer

Fabriksbetonforeningen har i samarbejde med Teknologisk Institut fået udarbejdet fire forskellige branche EPD’er med hver to til tre forskellige variationer af samme produkt – i alt 10 forskellige datasæt. Branche EPD’erne er gennemsnit for ét produkt og repræsenterer en række almindelige betontyper og præsenterer gennemsnitlige branche-værdier for miljøpåvirkninger for færdigbeton fra Fabriksbetonforeningens medlemmer. 

Såfremt specifikke værdier ønskes i et særligt projekt, kan disse rekvireres ved at kontakte Fabriksbetonforeningens medlemmer.

Baggrunden og forudsætningerne for Miljøvaredeklarationer og Livscyklusvurderinger (LCA) kan ses på EPD-Danmarks hjemmeside

Da der hele tiden kommer nye og mere repræsentative datasæt for de delmaterialer, der indgår i beton, har Dansk Beton - Fabriksbetonforeningen udgivet opdaterede datasæt over branche EPD’erne i foråret 2021.

Beregningsværktøj

Der er desuden udviklet et beregningsværktøj, der gør det muligt for alle Fabriksbetonforeningens medlemmer at udarbejde miljøvaredeklarationer for alle producerede betontyper og til helt konkrete projekter.

Klik her for at læse mere om beregningsværktøjet.

Forskellige typer af Miljøvaredeklaration (EPD)

Der er overordnet tre typer af EPD’er:

  • Branche EPD
  • Produktspecifikke EPD (Produkt-EPD)
  • Projektspecifikke EPD (Projekt-EPD)

Da der er en væsentlig forskel mellem de tre typer af EPD'er, deres databaser og de repræsenterede produkter, er det vigtigt, at man er opmærksom på disse forskelle.

Branche EPD

En branche EPD dækker flere producenters data er dermed et gennemsnit fra repræsentative dele af den pågældende branche, der er erklæret.

En branche EPD kan enten erklære:

  1. et gennemsnit for ét produkt, hvor et repræsentativt antal producenter (der repræsenterer størstedelen af markedet) erklærer den samme type produkt. Da branche EPD'en er et gennemsnit af de markedsdominerende producenter for det givne produkt, er der ingen krav til variationerne i inputdataene.
  2. et gennemsnit af flere produkter. De samme krav med hensyn til repræsentativitet som ovenfor gælder, men variationen mellem resultaterne for de enkelte forskellige produkter må ikke overstige +/-10%.
Produktspecifik EPD

En produktspecifik EPD (produkt-EPD) dækker én producent og kan erklære:

  1. ét specifikt produkt fra ét produktionssted
  2. ét specifikt produkt som et gennemsnit fra flere produktionssteder
  3. et gennemsnit af et tværsnit af flere lignende produkter fra ét eller flere produktionssted. Variationerne mellem resultaterne for de enkelte forskellige produkter må ikke overstige +/-10%.
Projektspecifik EPD

En projektspecifik EPD (projekt-EPD) er en variation af en produktspecifik EPD, som er udviklet til et specifikt produkt, fra en producent til en specifik kunde og/eller projekt.

Projekt-EPD'en repræsenterer specifikke projektproduktioner eller variationer, f.eks. specifikke transportafstande fra 'port' til 'produktionssted' eller en anden overfladebehandling. Denne type EPD genereres typisk ved brug af et EPD-værktøj.

En projekt-EPD skal referere til en offentliggjort produkt-EPD, dvs. en referenceprodukt-EPD

[Beskrivelserne er essensen af programinstruktionerne hos EPD Danmark Dokumenter og EPD Norge  Retningslinjer - EPD Norge]

Hvem er dækket af en branche EPD?

Fabriksbetonforeningens branche EPD’er dækker udelukkende produkter fra medlemmer af Fabriksbetonforeningen. Foreningens medlemmer repræsenterer 85 procent af markedet i Danmark og kan ses her: Medlemmer Fabriksbetonforeningen. Data og informationer er kun gældende for medlemmer og må ikke anvendes eller refereres til som dokumentation af betonproducenter, der ikke er medlem af foreningen.

Anbefalet anvendelse af forskellige typer af EPD’er

Branche EPD:

Det anbefales at bruge branche EPD’er i den indledende fase af projekter, hvor der ikke er valgt leverandør endnu.

Producent- og  Produktspecifik EPD (Produkt-EPD)

Når leverandøren er kendt anbefales det at bruge produkt-EPD’er, da det giver en mere producent og produktspecifikke data med en mindre variation end branche EPD’er. De fleste medlemmer af Fabriksbetonforeningen kan levere disse EPD’er eller de kan findes på EPD Norges hjemmeside Ferdig betong - EPD Norge.

Projektspecifik EPD (Projekt-EPD)

For at sikre nøjagtighed og relevans, anbefales det ved afslutningen/færdigmelding af projektet at anvende projektspecifikke EPD’er fra de respektive producenter inden for Fabriksbetonforeningen, da man her får helt præcise data for produktet.

Download EPD'er

Link til Bæredygtig Beton initiativet

Bæredygtig Beton initiativet handler om at skabe en fremtid, hvor CO2-aftrykket fra betonbyggeri er 70% lavere end i dag. Mere præcist hedder fremtiden 2030, og forbedringen skal ske uden at gå på kompromis med kvalitet, komfort og økonomi.

Læs mere om Bæredygtig Beton initiativet