31.05.22 Dansk Beton Nyheder

Ung i fabriksbeton-branchen

Vi har brug for dem, de unge. Men hvordan er det at være ung i betonbranchen? Læs hvad nogle af branchens yngre medarbejdere siger om alt det, de godt kan lide ved branchen, og hvad der – eventuelt – kan forbedres.

Mere diversitet. Flere fagligheder. Mere synlighed på sociale medier og på uddannelsesinstitutionerne. Husk at mænd også passer børn. Sådan lyder nogle af rådene fra de unge selv til, hvordan betonbranchen kan tiltrække flere unge medarbejdere. Læs om betonbranchen set med yngre øjne her og følg med resten af året, hvor interview-serien fortsætter.

Camilla Hjørringgaard, 27 år, kemiingeniør hos Unicon A/S i Aalborg

Jeg kom ind i betonbranchen som en del af Aalborg Portlands Graduate programmet, som jeg blev opmærksom på, fordi virksomheden var ude på universitetet, hvor jeg studerede til kemiingeniør. De var også ude på messer, og en del andre steder, hvor studerende kommer, så der opstod en naturlig opmærksomhed omkring virksomheden. Jeg var så heldig at få jobbet, og efter to år som graduate, hvor man roterer flere steder, blandet andet hos Unicon, tilbød Unicon mig job som Product Engineer.

En af de ting jeg ikke vidste, var hvor komplekst materialet beton faktisk er. Det kunne man godt brede mere ud, da kompleksitet altid er interessant, og specielt når det er et område, som ikke er fuldstændig afdækket rent kemisk. Mange tænker, at beton er en grå klat, som man spytter ud af en kanon, men det er jo ikke en hvilken som helst grå klat, der er en del kemi bag, og det er rigtigt spændende rent kemisk.

Branchen er ikke så synlig. Vi havde lidt om cement i undervisningen, fordi det var budt ind eksternt. Men det var meget lidt. Der tænker jeg, at branchen godt kunne gå sammen om at stille projektcases, ligesom Velux gjorde på mit studie. Det giver en masse indsigt hos de studerende, hvis virksomhederne smækker svesken på disken og byder ind med de tekniske udfordringer, der måtte være, så de studerende er med til at løse dem.

Læs hele artiklen om Camillas tanker om betonbranchen her.

Patrick beton.jpg

Patrick Søderdahl Jørgensen, 23 år, blandemester hos IBF i Mørkøv på Sjælland

Da jeg gik ud af gymnasiet i 2018, ville jeg gerne prøve lidt forskelligt på arbejdsmarkedet. Jeg kendte betonbranchen, fordi min far har arbejdet i IBF i 35 år. Mit indtryk var, at han havde et godt arbejdsliv. Han kom altid hjem og var glad, og det var sjovt, når vi kørte rundt i landet, og han viste, hvad han havde leveret til beton til. Jeg har altid tænkt, at det må være fedt, at man kan se, hvad man har været med til. Fx havde min far leveret beton til Amalienborg, det var jo sjovt at høre om.

Jeg startede hos IBF som pladsmand, og efter få måneder syntes de, jeg skulle blande beton. Så kunne jeg tage over, og jeg kom også lidt mere ind på kontoret og blev sat ind i tingene. Det gjorde det nemmere, at jeg havde været pladsmand, og havde set hvordan det hele hang sammen og kendte de mange typer af beton. Jeg fik virkelig god oplæring af nogle af de erfarne kolleger.

Det dejlige ved betonbranchen er, at der er åbenhed over for udvikling og afvekslende arbejdsopgaver. Et år efter, jeg startede i IBF, tog jeg lastbilkørekort på aftenkursus. Det foreslog jeg selv, fordi mit arbejde er mere afvekslende, når jeg kan hjælpe til mange steder. Til efteråret skal jeg på betonmagerkursus hos AMU Nordjylland. Og jeg har besluttet mig for at læse erhvervsøkonomi til august, så fra da af får jeg fri hver torsdag. Ledelse er mit mål i sidste ende, og jeg kan godt lide en hverdag, hvor det kører med 110 i timen. I betonbranchen er der nye udfordringer hver dag.

Læs hele artiklen om Patricks tanker om betonbranchen her.

Birgitte Theresia Henriksen
Skrevet af:

Birgitte Theresia Henriksen

Relateret indhold