Beton på tværs af historien
Inspireret af et brutalt krigsmonument i armeret beton og den vilde natur langs den jyske vestkyst er der skabt arkitektur i verdensklasse med museet Tirpitz i Blåvand. Her mødes nye, smukke in-situ støbninger med rustik og forrevet jernbeton fra besættelsesårene.
Langs den jyske vestkyst ligger tyske bunkere fra 2. verdenskrig henkastet som invasive betonklodser i det bløde klitlandskab. En af disse bunkere er Tirpitz i Blåvand, som arkitektfirmaet BIG i 2017 kunne præsentere en ny og moderne museumsbygning i tilknytning til.
I modsætning til den originale bunker er den nye udstillingsbygning så integreret i det vestjyske klitlandskab, at den næsten forsvinder ind i landskabet. Selvom det nye byggeris materialevalg i stål, glas og beton er i dialog med det originale fæstningsværk, så fremstår BIGs arkitektur på alle måder som en antitese til den tunge, dystre og lukkede Tirpitz-bunker.
Det var et myndighedskrav, at den nye museumsbygning skulle underordne sig naturen. Den er opført i et fredet klitlandskab, og der blev kun givet tilladelse til byggeriet, fordi der ikke er tale om en naturlig klit. Bygningen ligger, hvor der tidligere var en sandrampe anlagt af den tyske besættelsesmagt, og bygherren fik kun tilladelse til at flytte sandrampen under forudsætning af, at landskabet ville blive genskabt.
Det er lykkedes så godt, at det kan være svært at få øje på den nye toetages museumsbygning, når man nærmer sig den. Bygningen forsvinder ned i sandet, og den del, der stikker op, føjer sig diskret og harmonisk ind i det omkringliggende klitlandskab med dets vegetation og bakkede former. På de fire skrånende tagflader er der plantet marehalm, og det underspillede byggeri kan på afstand ligne en sandklit med fire dybe stier. På den måde er byggeriet med til at iscenesætte Tirpitz-bunkeren som det fremmedelement, den er i det vestjyske klitlandskab.
