Foto: Dialoggrundlag for designoptimering af betonkonstruktioner, Dansk Beton

23.03.23 Dansk Beton Nyheder

Betonbranchen anbefaler mindre brug af beton

Dansk Betons medlemmer arbejder intensivt på at mindske CO2-aftrykket i betonen og forventer en 50 pct. reduktion i 2030. Men CO2-gevinster kan også høstes ved at optimere mere nuanceret på konstruktionerne. Nyt ”Dialoggrundlag for designoptimering af betonkonstruktioner viser vejen.

Standardiserede løsninger i byggeriet skaber risiko for overforbrug af beton og armering. Derfor ønsker Dansk Beton at ændre på fastlåste samarbejdsformer og give plads til at finde optimale løsninger tidligt i et byggeprojekt med formålet om at accelerere udviklingen af et mere bæredygtigt betonbyggeri.

Dansk Beton tog derfor i midten af 2022 initiativ til en række workshops med fem store rådgivere i Danmark og egne medlemmer samt til sparring og dialog med bygherrer, entreprenører, leverandører og organisationer med henblik på at skabe et grundlag for designoptimering af betonkonstruktioner. Resultatet af det intensive arbejde blev et dialoggrundlag til byggeriets aktører, som nu er lanceret.

Rådgiverne: En nødvendig transformation

”Med dialoggrundlaget har byggebranchen fået et værktøj, der kan anvendes i arbejdet med at mindske brugen af beton og armering, når man bygger i beton, så vi kan reducere CO2-aftrykket. Vi har brug for en fælles retning, hvor vi hæver bundniveauet i betonbyggeri i Danmark hurtigt og effektivt. Det er en nødvendig transformation – et opgør med fortidens byggetraditioner, der skal sikre en bæredygtig fremtid – og det forudsætter samarbejde på tværs af branchens aktører,” siger Ib Enevoldsen, administrerende direktør i Rambøll Danmark, der har været en del af projektgruppen og derudover medvirker i Bæredygtig Beton initiativet.

Bygherrerne: Et godt hjælpeværktøj

Henrik Bang, direktør i Bygherreforeningen, som har været i dialog med Dansk Beton undervejs i projektet, bakker op og understreger, at byggebranchen skal igennem en nødvendig transformationsfase for at skabe et mere bæredygtigt byggeri.

”Betonkonstruktioner udgør fortsat en stor del af mange projekter, og derfor er det oplagt at støtte dette initiativ for at sikre, at vi som bygherrer tager stilling til alle de muligheder, der er for at reducere klimaaftrykket fra konstruktioner, der opføres i beton – og vel at mærke på en omkostningseffektiv måde. Der skal meget til i omstillingen af betonindustrien, og her vil bygherrerne stille krav til byggeriets øvrige parter, som afbalancerer økonomisk og miljømæssig bæredygtighed. Her kan dialoggrundlaget være et godt hjælpeværktøj til bygherrerne.”

Dialoggrundlaget for designoptimering af betonkonstruktioner indeholder information og spørgsmål til alle byggeriets faser og kan downloades på danskbeton.dk her.

Læs mere i pressemeddelelsen her.

Birgitte Theresia Henriksen
Skrevet af:

Birgitte Theresia Henriksen

Relateret indhold