Vinderne af Betonens Oscar 2023 er fundet
Dansk Beton uddelte torsdag aften priser til den mest unikke danske betonarkitektur netop nu. Vinderprojekterne imponerer med forståelse for tidens trends og omtanke for fremtidens udfordringer.
Fire vinderprojekter i kategorierne Betoninnovations Prisen, Betonelement Prisen, In-situ Prisen og Betonarkitektur-idéen er nu afsløret. Ifølge Dorthe Mathiesen, chef for Dansk Beton, er fællesnævnerne for årets vindere unik betonarkitektur, innovative løsninger og godt samarbejde mellem byggeriets aktører.
- Vinderprojekterne imponerer med omtanke for at bygge ydmygt og diskret, så natur og mennesker får plads. De repræsenterer unik betonarkitektur og innovative betonløsninger og er i særdeleshed resultatet af et godt samarbejde mellem byggeriets aktører. Uden godt samarbejde, opnår vi ikke prisværdige bygværker, som er designet til evigheden. Stort tillykke til vinderne!
OG VINDERNE ER:
Vinder af Betoninnovations Prisen: Fremtidens Gårdhave, København
Bygherre: Københavns Kommune og HOFOR (bygherre på det regnvandstekniske anlæg)
Landskabsarkitekt: BOGL Landskabsarkitekter
Arkitekt: Lendager
Rådgiver: WSP Danmark
Entreprenør: MøllerLøkkegaard
Betonproducent: Unicon (betonopskrift i samarbejde med Pelcon)
Formand for juryen, Julian Weyer, arkitekt og partner i C.F. Møller Architects, udtaler:
- Fremtidens Gårdhave demonstrerer på fornemste vis, hvordan nødvendige regnvandsløsninger kan kombineres med et smukt, rekreativt og sanseligt gårdrum. Der er tale om et innovativt projekt inden for beton med 100 pct. groft genbrugstilslag, udformet særdeles stærkt arkitektonisk og æstetisk.
Download pressefotos her (kreditering: Torben Eskerod).
Download fotos fra prisoverrækkelsen her (kreditering: Torben Eskerod).
Vinder af Betonelement Prisen: SIMAC, Svendborg
Bygherre: SMUC Fonden med støtte fra A.P. Møller Fonden
Arkitekt: C.F. Møller Architects og EFFEKT Arkitekter
Entreprenør: MT Højgaard
Ingeniør: Artelia Group
Betonproducent: A/S Boligbeton, CRH Concrete, UPB Group
Formand for juryen, Kent Martinussen, arkitekt og adm. dir. i DAC, udtaler:
- En konsekvent og arkitektonisk gennemtænkt anvendelse af betonelementer, der i ét overbevisende greb samler den bærende konstruktion og den rumlige struktur til et spændstigt gitter af søjler og dragere. Facadeplanet er dristigt trukket tilbage, så betongitteret manifesterer sig som det dominerende element også i uddannelsesinstitutionens ydre fremtoning.
Download pressefotos her (kreditering: Torben Eskerod).
Download fotos fra prisoverrækkelsen her (kreditering: Torben Eskerod)
Vinder af In-situ Prisen: Nationalparkcenter Thy
Bygherre: Nationalparkfond Thy
Arkitekt: LOOP Architects
Landskabsarkitekter: SLA
Rådgiver: LB Consult - Norconsult
Entreprenør (beton): HMC Byg & Anlæg
Betonproducent: Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik
Jurymedlem, arkitekt Sophus Søbye, Sophus Søbye Arkitekter, udtaler:
- Nationalparkcenter Thy udmærker sig ved at være en smukt tilpasset og velproportioneret bygning, som kiler sig ind i klitlandskabet. Det fine dagslys og de enkle materialer skaber en vellykket arkitektonisk helhed. Bygningen fungerer på bedste vis som trædesten til Thy Nationalpark langs den jyske vestkyst.
Download pressefotos her (fotokreditering: Torben Eskerod).
Download fotos fra prisoverrækkelsen her (kreditering: Torben Eskerod).
Vinder af Betonarkitektur-idéen: Det Introverte Hus
Vinderprojektet er udarbejdet af arkitektstuderende: Emma Stern Nielsen og Johan Oliver Dino, Det Kongelige Akademi, Bosætning, Økologi og Tektonik.
Formand for juryen, institutleder Natalie Mossin, Det Kongelige Akademi, Institut for Bygningskunst og Teknologi, udtaler:
- Projektet vinder for sin poetiske og gennemarbejdede udvikling af en eksisterende bygnings kvaliteter. Det åbner vores syn på de mange udtjente industri- og landbrugsbygninger og præsenterer væsentlig nytænkning inden for de rammer og ressourcer, den eksisterende bygningsmasse udgør.
Download projektfoto her (kreditering: Emma Stern Nielsen og Johan Oliver Dino).
Download fotos fra prisoverrækkelsen her (kreditering: Torben Eskerod).
Om Betonens Priser
Betonens Prisfest fandt sted torsdag den 1. juni 2023 i Industriens Hus, hvor de fire vinderprojekter blev afsløret for 120 inviterede gæster fra hele byggeriets værdikæde.
Betoninnovations Prisen tildeles et prisværdigt bygge- eller anlægsprojekt, der anvender beton med fokus på æstetiske, sociale, bæredygtige, ressourceansvarlige, energi- og miljømæssige løsninger.
Jurymedlemmer: Casper Mathiasen, formand i Dansk Beton og Managing Director i Unicon; Marius Møller, ejendomsdirektør i PensionDanmark; Julian Weyer, arkitekt og partner i C.F. Møller Architects; Tine Kjærulff Bay, arkitekt og kreativ direktør i Gottlieb Paludan Architects samt Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Danske Arkitektvirksomheder.
In-situ Prisen hædrer unikt arbejde i pladsstøbt beton og uddeles af Fabriksbetonforeningen med støtte fra flere af Fabriksbetonforeningens interessemedlemmer.
Jurymedlemmer: Sophus Søbye, arkitekt, Sophus Søbye Arkitekter; Jesper Gottlieb, arkitekt, Gottlieb Factory, samt Ane Cortzen, arkitekt og tv-vært.
Betonelement Prisen er en arkitekturpris, som hædrer en høj arkitektonisk, innovativ og æstetisk anvendelse af betonelementer i byggeriet. Prisen uddeles af Betonelement-Foreningen.
Jurymedlemmer: Kent Martinussen, arkitekt og adm. dir. i DAC; Bente Scavenius, mag.art. i kunsthistorie og kunstkritiker; Peter Thorsen, adm. direktør – partner – arkitekt MAA, Lundgaard & Tranberg Arkitekter samt Christian Cold, CEO Entasis, arkitekt MAA.
Betonarkitektur-idéen er en idé-konkurrence for arkitektstuderende, der belønner innovative projekter med fokus på mere bæredygtig brug af beton i arkitekturen. Bag konkurrencen står Dansk Beton og arkitektskolerne.
Jurymedlemmer: Institutleder Natalie Mossin, Det Kongelige Akademi, Institut for Bygningskunst og Teknologi; chef for Dansk Beton Dorthe Mathiesen, DI Byggeri; Professor Anne Beim, Det Kongelige Akademi – Institut for Bygningskunst og Teknologi IBT; Assistant Professor Jon Krähling Engholt, Arkitektskolen Aarhus; Director Jakob Strømann-Andersen, Henning Larsen Architects samt Partner Thomas Nørgaard, Christensen & Co.