Dansk Beton

In-situ Prisen

In-situ Prisen hylder de bedste projekter i pladsstøbt beton og sætter fokus på innovation, arkitektonisk kvalitet og stærkt samarbejde i byggeriets værdikæde.

In-situ Prisen hylder færdige byggge- og anlægsprojekter, der viser, hvad pladsstøbt beton kan, når det bruges med ambition, præcision og kreativitet. Her er betonen ikke bare en konstruktion – den er form, funktion og arkitektur i ét.

In-situ Prisen sætter fokus på den unikke frihed, pladsstøbt beton giver til at skabe løsninger direkte på stedet. Prisen anerkender de projekter, hvor materialets styrke, robusthed og formbarhed udnyttes til fulde – i løsninger, der kombinerer teknisk kvalitet med arkitektonisk særpræg.

Med In-situ Prisen sætter Fabriksbetonforeningen fokus på de projekter, der går forrest. Projekter, der udfordrer materialets muligheder, viser høj håndværksmæssig kvalitet og skaber varige løsninger for samfundet.

Samtidig afspejler prisen den udvikling, betonbranchen står midt i:

En branche i bevægelse, hvor innovation, samarbejde og ansvarlighed er afgørende – med fokus på at reducere klimaaftryk, optimere ressourceforbrug og dokumentere betonens værdi i hele byggeriets livscyklus.

De bedste projekter opstår i samarbejde. Derfor anerkender In-situ Prisen også det fælles arbejde på tværs af værdikæden – fra idé og design til produktion og udførelse.

Indstilling, nominering og valg

Alle kan indstille projekter ved at udfylde formularen nederst på siden og sende til jek@di.dk inden den 1. september 2026.

Blandt de indstillede bidrag udvælges tre nominerede på baggrund af prisens kriterier.

De tre nominerede projekter præsenteres for en dommerkomité bestående af toneangivende aktører blandt arkitekter, rådgivende ingeniører og entreprenører. Det er dommerkomitéen alene, der udpeger vinderen.

Offentliggørelse af vinderen

Prisen uddeles ved konferencen Beton i Bevægelse den 25. november 2026 i Industriens Hus. Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.