Besøgscentret Skamlingsbanken ved Kolding er næsten skjult i naturen. Indenfor ledes besøgende gennem fortællingen om de store kræfter, der har formet Skamlingsbanken, fra istidens morænelandskaber til – siden 1800-tallet – et kulturhistorisk samlingssted for debatter, taler og fejring af demokratiet. Store glaspartier ud mod landskabet gør, at besøgende både inde og ude er i samspil med naturen.

Og netop den omkringliggende natur har været afgørende for arkitekturen. Den er fredet, og derfor ønskede arkitektvirksomheden CEBRA at nedtone bygningens tilstedeværelse.

”Vi valgte en strategi om, at hovedattraktionen var landskabet i sig selv for på den måde at skrive besøgscentret ind i en større fortælling. Grebet har været at skabe et byggeri, der går i ét med naturen og fungerer som en portal til større oplevelser,” fortæller Carsten Primdahl, arkitekt og partner i CEBRA.

Toner og taktilitet

Han påpeger, at in-situ-beton var et naturligt valg. Både fordi bygningen er gravet ned og skal holde til stort jordpres og fugtighed, og fordi formbarhed har været afgørende. Man ønskede samtidig så store spænd som muligt og endte derfor med at støbe betonen på stedet, fordi det håndværksmæssige gav størst præcision.

Herudover er der arbejdet med betonens toner og taktilitet på forskellig vis. De bærende søjler er pigmenteret med en svag brunlig lød for at understrege stemningen af at være under jorden, og betongulvet er en slags terrazzo iblandet marksten bragt ind af lokale landmænd. I de udvendige vægge, hvor betonen er støbt med rundstokke, så de bølger svagt, har man brugt retardent i formen og til sidst skyllet det yderste lag af, så tilslaget fremstår synligt som små sten, der titter frem. Alt sammen for at spejle den omkringliggende natur i byggeriet.

Understøtter en fortælling

Besøgscentret ligger under jorden med store panoramavinduer ud mod landskabet. Byggeriets krumme tag er beklædt med græs, og ovenfra ser man kun indgangsområdet, der ligger som en ring fræset ind i landskabet. Resten af bygningen er helt usynlig. Dermed har man anvendt betonen rigtigt, mener Carsten Primdahl.

”Vi har valgt betonen som byggemateriale, fordi det konstruktivt var det rigtige materiale til en bygning under jorden, der følger naturens former. Men beton var også det æstetisk rigtige valg, fordi vi har brugt det på en måde, der understøtter en fortælling. ”