Dansk Beton

Bagger-Sørensen Domicil

Bagger-Sørensens nye domicil ligger i et skovbryn, og det smitter af på bygningen, hvor kolumbateglene signalerer bark, og betonen har bræddeforskalling.

Ankomsten til domicilet er via et snoet forløb, hvor man er helt tæt på fredskoven, og den stemning hænger ved, når man står foran bygningen. Den emmer af alt andet end kontorhus.

– Vi har fra starten arbejdet med at skabe et utraditionelt kontorbyggeri, hvor det er følelsen af hjemme, der gennemsyrer oplevelsen. Da vi startede på opgaven i 2016, kunne vi i vores vildeste fantasi ikke forestille os en coronakrise, men nu har det med at arbejde hjemme givet konceptet en ny aktualitet, fortæller partner Uffe Lumbye Nielsen, RAVN Arkitektur.

Frie hænder

Bygherre fandt det vigtigt, at stedet blev skabt til flere generationer fremover, og at det rummede en indbygget udvidelse, så de udviste tålmodighed lige fra start.

– Vi har fået frie hænder, og bygherre har vist velvilje og engagement for at træffe velovervejede valg. Det har givet plads til noget ekstraordinært og til at arbejde med mockups af alle støbninger og overflader, forklarer Uffe Lumbye Nielsen.

Materialefilosofien er: What you see is what you get, forklarer arkitekten, der valgte beton, fordi det er smukt. Men også pga. de plastiske egenskaber under støbningen og dens styrke.

Ejendommen er bygget om to store, rektangulære kerner i beton på 3,5 meter, og inden i dem er der garderobe, elevator, møderum, toiletter og lounge.

Arkitekten har prioriteret, at betonen står stramt geometrisk, mens dens bløde sider inddrages i forskallingerne. Det har været med til at give variation og rytme, ligesom den stoflighed farvespillet i kolumbateglene giver med undertoner af bark.

Pavilloner og veranda

Den gennemgående teglryg binder ejendommens tre lette træ- og glaspavilloner sammen, og de store udhæng og verandaen signalerer just heller ikke kontorhus, som arkitekten netop også ville undgå.

– Bygherren har indtaget huset og f.eks. opkaldt møderummene efter tidligere medarbejdere. Det understreger, at det er menneskene, der tæller, og det er med til at bekræfte drømmene om hjem fremfor noget andet, pointerer han.

Fakta om Bagger-Sørensen-domicil

Bygherre: Bagger-Sørensen & Co
Arkitekt: RAVN Arkitektur
Rådgiver: NIRAS
Entreprenør: KG Hansen
Betonleverandør: KG Beton
Opført: 2020
Areal: 3.500m2

Foto: Torben Eskerod

Foto: Torben Eskerod

Foto: Torben Eskerod

Foto: Torben Eskerod

Foto: Torben Eskerod

Foto: Torben Eskerod

Foto: Torben Eskerod