Designoptimering af Kværnloftet, Risskov Brynet

Dansk Beton vil sætte tal på potentialet for designoptimering

I betonbranchens arbejde med at reducere CO2-udledningerne ved betonbyggeri er der sat fokus på potentialet i at optimere designet af betonkonstruktionerne. Der er bred enighed om, at der er noget at hente, men der mangler konkrete data på, hvor stort potentialet er.

Derfor satte Dansk Beton gang i et tværgående projekt kaldet "Designoptimering af Kværnloftet, Risskov Brynet", der er et samarbejde mellem Dansk Beton og AP Pension med Rambøll som den udvalgte rådgiver.

Projektet har til formål at optimere designet af et allerede opført byggeri, således at mængden af beton og armering reduceres mest muligt uden at foretage skift i materialevalg. Kværnloftet i Risskov Brynet ved Aarhus er valgt som case og består af 300 lejeboliger, herunder et punkthus på syv etager, buede bygninger og rækkehuse. Kværnloftet i Risskov Brynet er et betonelementhus fra inderst til yderst og er derfor velegnet som case. Byggeriet er projekteret for en del år siden - før der var fokus på nedbringelse af CO2 i byggeriet.

Analyse viser store besparelser 

Arbejdet er udmundet i en analyse udarbejdet af Rambøll. Analysen viser, at man via designoptimering – ved anvendelse af lavere betonstyrker, ændrede dimensioner af vægge og dæk samt optimerede fundamenter og kældervægge kan opnå en materialebesparelse på 21-25 procent beton og 5-35% armering. Samlet set svarer det til omkring 25 procent reduktion i CO2-aftryk. Og her er der tale om løsninger, som er inden for gældende normer og standarder.

Betonmaterialerne har lavere CO2-aftryk nu end for seks år siden

Derudover viser analysen, at hvis man anvender betonmaterialer med de laveste CO2-aftryk i markedet i dag, så kan aftrykket ligeledes reduceres med yderligere cirka 20-25 procent sammenlignet med 2018, hvor bygningen blev opført.

Det betyder alt i alt, at halvdelen af CO2-besparelsen er opnået ved designoptimering, den anden halvdel af CO2-besparelsen skyldes, at betonmaterialerne er blevet markant mindre CO2-tunge siden 2018. Beregningerne underbygger, at visionen om en halvering af CO2-aftrykket fra betonbyggeri, som betonbranchen fremsatte tilbage i 2019, allerede kan indfris her i 2024. Branchen har sidenhen hævet ambitionen til 70 procent CO2-reduktion i 2030.

Dialoggrundlag som udgangspunkt

Designoptimeringsopgaven tager afsæt i værktøjet ”Dialoggrundlag for designoptimering af betonkonstruktioner”, der blev udarbejdet af Dansk Beton og en række rådgivende ingeniørvirksomheder.

Læs mere