Tidligere vindere af #jegelskerbeton

Beton kan både agere bro, bygning og klimatilpasning – og gør sig utroligt godt på billeder. Det viser Dansk Betons fotokonkurrence #jegelskerbeton år efter år.

1. plads 2024

I 2024 vandt Rune med ”m a r i o b o t t a - t a k e o n e” bl.a. pga. billedets fremtrædende farver, bløde kanter og imponerende komposition. Billedet er taget i en beboelsesejendom i Novazzano i Schweiz, tegnet af arkitekten Mario Botta. Bygningen leger med brug af beton i forskellige geometriske former og farver, og Rune beskriver det som “Et rent slaraffenland for personer, som elsker at tage billeder af sjov og anderledes arkitektur!”. Fotokreditering: Rune Odgaard Jensen, @rojcph.

2. plads 2024

Andenpladsen gik i 2024 til @thmsbille for hans billede ”The colors of brutal concrete". Billedet, taget i Hayward Gallery i London, tiltrak især dommernes opmærksomhed på grund af betonens forskellige former, og den iøjnefaldende gule farve, som står i kontrast til den rå beton. Thomas har fokuseret på kompositionen og linjerne i den smukke beton. Fotokreditering: Thomas, @thmsbille.

3. plads 2024

I 2024 vandt Lotte tredjepladsen med sit smukke billede “Under the bridge” af Svendborgsundbroen. Lotte har altid har været fascineret af Svendborgsundbroen, og dommerne valgte billedet bl.a. pga. solen stråler, der filtrerer gennem søjlerne og skaber striber af lys og skygger. Der er noget helt specielt ved det lange kig gennem korridoren af betonpæle. Fotokreditering: Lotte Viberg Bøgelund, @fotograf_lotteviberg.

1. plads 2021

Rune Odgaard Jensen sikrede sig førstepladsen med sit billede ’circular concrete’, som fremhæver betonens stringente underopdeling i felter på facaden af Roskilde Rådhus samt betonens varierede overflade og patinering. Fotokreditering: Rune Odgaard Jensen @rojcph

2. plads 2021

Andenpladsen gik også til Rune Odgaard Jensen for billedet ’below’, som viser betonens kraftfulde formgivning med skråtstillede søjler, der løfter et betonbrodækket op fra vandet. Fotokreditering: Rune Odgaard Jensen @rojcph

3. plads 2021

Med et flot foto af betonens særlige stoflighed, skød Lars Holm Andersen sig ind på tredjepladsen med et billede, hvor man nærmest kan mærke de kostede overfladespor på en mole i Vejle. Fotokreditering: Lars Holm Andersen @tweet_dk

1. plads 2019

Det var et enigt dommerpanel, der udnævnte filmfotograf Bertram Brandt, som vinder af fotokonkurrencen #jegelskerbeton. Bertram sprang direkte ind på førstepladsen. Eller faktisk ville det være mere passende at sige, at statisten springer. For på billedet ser man en statist i et halsbrækkende parkour-spring hen over et cirkelformet hul på SEB’s hvide betonhalvtag, der spejler sig i glasfacaden. Alt imens Bertram Brandt fanger det helt rigtige øjeblik med sit kamera. Foto: @bertram_brandt_films

2. plads 2019

Andenpladsen gik til amatørfotograf Giuseppe Liverino, der med sit foto ”Squared” vandt dommernes hjerter. De varme farver på Signalhuset står i flot kontrast til den mørke beton, der er dominerende for de knap 300 ungdomsboliger i Ørestad på Amager. Foto: @tourbillondelavie

3. plads 2019

Fotograf Nicolaj Kristensen dansede sig ind på en tredjeplads i fotokonkurrencen med sit foto fra Give Elementfabriks 25 års jubilæum. Her var alle rammerne lavet af beton inklusiv balletdanseren på billedet, der er sminket som grå beton. Foto: @nicolaj_k