Dansk Beton

Helenevej rustet til monsterregn

Danmarks første villavej, der kan optage regnvandet fra selv kraftige skybrud, ligger på Frederiksberg.

Danmarks første permeable villavej er Helenevej på Frederiksberg, som har fået en belægning med betonsten, der kan optage vandet fra kraftige skybrud – og derved forebygge kældre fyldt med kloakvand, når regnen virkelig pisker ned.

Ordene ’skybrudsvej’, ’klimavej’ og ’nedsivningsvej’ bruges i flæng om projektet, der er et samarbejde mellem Frederiksberg Kommune, Frederiksberg Forsyning og beboerne på Helenevej. Desuden har Københavns Universitet deltaget i projektet.

Helenevej blev valgt, fordi vejen blev hårdt ramt af en oversvømmelse i juli 2011. Samtidig stod vejen foran en større istandsættelse, og endelig er det en relativt lille vej, der er velegnet til et pilotprojekt.

Den permeable belægning på Helenevej blev realiseret med specielle betonsten fra IBF samt specialmaterialer fra NCC Råstoffer. Resultatet er systemet PermaVej, der i 2013 vandt DI Bygs Innovationspris. Den særlige betonsten sikrer, at 10 procent af arealet er åbent for nedsivning.

Belægningen leder vand ned gennem fugerne, og derfor må man med tiden forvente en aftagende effekt på grund af tilstopning af fugerne med små partikler.

Umiddelbart er det dog ikke noget problem, idet belægningen fra begyndelsen kan klare fem gange så meget vand som fra et regulært skybrud. Så selv om kapaciteten falder med tiden, vil belægningen stadig beskytte mod oversvømmede kloaker og vand i kældrene.

Hertil kommer, at NCC har udviklet en maskine, der uden at skade belægningen kan løsne og opsuge cirka halvdelen af fugematerialet, hvorefter fugen kan genfyldes med nyt materiale – hvorefter belægningen får sin oprindelige effektivitet tilbage. Hvis man gør det hvert 3.-5. år, vil belægningen altid være i topform.

Se video om Helenevej her

Relateret indhold