05-11-19 FAD News

Stærkt dansk engagement i EU’s Forsvarsfond

Et solidt antal danske virksomheder deltager i projekter og projektansøgninger i de to testprogrammer (PADR og EDIDP) under EU’s Forsvarsfond

Der er et særdeles positivt engagement fra dansk side i de to testprogrammer under EU’s Forsvarsfond, forskningsprogrammet PADR i perioden 2017-2019 og udviklingsprogrammet EDIDP i perioden 2019-2020. For 2019-arbejdsprogrammet for PADR deltager danske virksomheder og forskningsinstitutioner i tre konsortier. Under 2019-arbejdsprogrammet for EDIDP har EU-Kommissionen modtaget i alt 40 konsortiers projektansøgninger. 12 danske virksomheder deltager i ni af konsortierne. Eksempelvis deltager IFAD i et Leonardo-ledet projekt om Combat Jet Training Platform. Tre konsortier har dansk ledelse, herunder Hydrema der leder et projekt om autonome køretøjer.

Der er således dansk deltagelse i seks ud af ni udgivne projektkategorier, hvilket må siges at være særdeles tilfredsstillende. Det cementerer Danmark som en kompetent og seriøs partner i Europa. Nu udestår Kommissionens behandling af projektansøgningerne og endelig tildeling af midler til projekterne.   

Det er vigtigt med fortsat stærkt engagement fra danske virksomheder i testprogrammerne, ikke mindst det kommende EDIDP 2020 arbejdsprogram. Det gælder om så vidt muligt at være med i konsortier eller være underleverandør til et konsortium for at få det bedste afsæt til også at kunne være med, når den egentlige Forsvarsfond løber af stablen i perioden 2021-2027.