13-03-20 FAD News

Corona epidemien udfordrer os alle

På dette bagtæppe er ny national forsvarsindustriel strategi og DI/FAD initiativ om etablering af dansk forsvarsindustri som spirende klynge i erhvervsfremmesystemet to centrale pejlemærker i den kommende tid

Vi skal tage Corona epidemien alvorligt. Vi har alle et ansvar for at begrænse smitterisikoen og være med til at holde epidemien inden for rammer vores sundhedssystem kan håndtere. 

I FAD tager vi udfordringen op samtidig med at vi gør vores for at holde aktivitetsniveauet oppe. Det er naturligvis en udfordring i en branche som vores, der i høj grad er baseret på netværk og dialog, når vi pludselig ikke kan mødes. Det er jo trods alt ikke alt, der kan håndteres ved Skype-møder.

Vi holder øje med udviklingen og er klar til at sætte fuld fart på de møder og arrangementer vi har aflyst og udsat så snart situationen er til det.

Vi presser stadig hårdt på for at få Forsvarsministeriet og Erhvervsstyrelsen til at sætte gang i arbejdet med at lave en ny national forsvarsindustriel strategi. Hvis vi også i fremtiden vil have en levedygtig forsvarsindustri Danmark haster det med at få taget de rigtige politiske beslutninger. Et tema vi fik dækket rigtig godt på DDAC i februar. Vi er i god dialog med medlemmer af forsvarsudvalget om at organisere en høring om sagen på Christiansborg.

Men strategi er ikke nok. Der skal også konkret handling til for at styrke branchen. Det danske erhvervsfremmesystem er lige nu under omkalfatring. En reform af erhvervsfremmesystemet, der skal føre til en klar forenkling og tydeligere arbejdsdeling er under udrulning. Der skal fokuseres på brancher med potentiale både teknologisk og eksportmæssigt. Som led i reformen reduceres antallet af erhvervsklynger fra 60 til 10 styrkepositioner plus nogle få "spirende klynger".

Det er vigtigt at forsvarsindustrien ikke bliver glemt i den øvelse. Forsvarsindustrien er formentlig umiddelbart for lille til at blive udpeget som spirende klynge. Imidlertid afspejler Den Nationale Forsvarsindustrielle Strategi fra 2014 bred politisk enighed om, at det er vigtigt for varetagelsen af væsentlige nationale sikkerhedsinteresser, at der eksisterer en nationale forsvarsindustri i Danmark. DI/FAD’s bidrag til en opdateret strategi fra oktober 2019 bygger videre på dette med argumenter om, at hvis man ønsker en national forsvarsindustri, er man også nødsaget til aktivt at understøtte denne. Etablering af en erhvervsklynge for forsvarsindustrien kan være et væsentligt led i en sådan understøttelse.

Den hidtidige erhvervsfremmeindsats på forsvarsområdet har været plaget af et stigende antal aktører, overlappende aktiviteter og manglende koordinering. I lyset af, at der er tale om en relativt lille branche, der helt overvejende består af mindre virksomheder med stærkt begrænsede ressourcer til at deltage i netværksaktiviteter mv., fører dette til ineffektivitet i den samlede indsats.

Hvis indsatsen reelt skal understøtte de virksomheder, der spiller en rolle i varetagelsen af væsentlige nationale sikkerhedsinteresser, er der behov for en langt mere fokuseret og samordnet indsats. Der er derfor behov for, at de nuværende aktører samler kræfterne i en fælles indsats, der passende kan gennemføres gennem en forsvarsklynge.

DI/FAD tager derfor initiativ til at etablere dansk forsvarsindustri som en spirende klynge i erhvervsfremmesystemet. DI vil, i samarbejde med relevante aktører, forskningsinstitutioner og private virksomheder, ansøge om at etablere en organisation, der kan udpeges som operatør af en forsvarsklynge. 

Frank Bill