Fra alle os til alle jer
Året er ved at gå på hæld, og 2022 står for døren. I den forbindelse vil DI Forsvar og sikkerhed gerne ønske alle en rigtig glædelig jul og godt nytår. Læs Joachim Finkielmans julehilsen lige her.

Kære alle
Året er ved at gå på hæld, og det er en god anledning til refleksion. Sådan havde jeg nok indledt en julehilsen til jer, hvis jeg fortsat var embedsmand. Men det er jeg ikke. Så jeg vil lægge ud med et:
"Hold da kæft. Hvad skete der lige der?”
Ni måneder passerede, og det har været en kæmpe fornøjelse og et privilegium for mig og for DI Forsvar og sikkerhed at møde jer alle og lære mere om denne fantastiske og vanvittige branche. Perspektiverne er enorme og potentialet er stort. Det er konklusionen. Vejen derhen er snoet, men fremkommelig.
Det har været et hæsblæsende år. DI Forsvar og sikkerhed så dagens lys efter 25 år med FAD. Vi har arbejdet på alle fronter med den nye strategi.
Det har resulteret i en super visionær forsvarsindustriel strategi, en genstartet relation til CenSec, der lover godt for det samlede økosystem. Et succesfuldt DDAC i Aalborg, et fantastisk eksportfremstød i Paris, med konkrete resultater for flere af deltagerne og nye måder at skabe synlighed på med fokus på sociale medier. Men også bredere, en helt central rolle til os som nationalt kontaktpunkt for EU’s forsvarsfond, et substantielt arrangement om kommende patruljeskibe og ikke mindst et nyetableret netværk for SMV’er.

I vil se mere til os i DI FoS i 2022. Det har vi lovet hinanden, og det lover vi jer. Joachim Finkielman, Underdirektør
Man kan blive helt forpustet, og jeg kunne blive ved. Men højdepunktet for mig har været de mange besøg hos jer, som jeg har gennemført i løbet af året. Det er inspirerende og væsentligt for vores arbejde, at vi forstår jeres udfordringer, og vi får mulighed for at se og høre om jeres vilkår. I vil se mere til mig og til de øvrige medarbejdere i DI Forsvar og sikkerhed i 2022. Det har vi lovet hinanden, og det lover vi jer.
Jeg vil gerne ønske jer alle og jeres medarbejdere en rigtig glædelig jul og et godt nyt år. Og så ser jeg frem til arbejdet i 2022. Fremad og opad!
- Joachim Finkielman, Direktør, DI Forsvar og sikkerhed