16.08.21 FOS Nyheder

Ny forsvarsstrategi på plads

Forsvarsminister Trine Bramsen og erhvervsminister Simon Kollerup præsenterede i fredags regeringens længe ventede strategi hos DI Forsvar og sikkerheds medlem Weibel Scientific.

Forsvarsminister Trine Bramsen ved ankomst til Weibel Scientific i Lillerød i Nordsjælland, hvor hun følges med CEO Peder R. Pedersen.

Foto: Felix Stark, Dansk Industri

Ny forsvarsstrategi - DI Forsvar og sikkerhed er positive

I fredags udkom regeringens nye forsvarsindustrielle strategi, som skal erstatte den gamle strategi, der ikke er blevet fornyet siden 2014. Strategien blev præsenteret hos vores medlem Weibel Scientific i Nordsjælland.

- Det er en rigtig god nyhed for erhvervslivet. I en mere usikker verden, hvor truslerne er mange og komplekse, er der behov for et robust samfund, hvor alle parter i både det offentlige og private løfter i fællesskab til gavn for Danmarks og danskernes sikkerhed, siger direktør for DI Forsvar og Sikkerhed Joachim Finkielman.

Den nye forsvarsindustrielle strategi er blevet til gennem et samarbejde med virksomheder og brancheorganisationer for at sikre, at den understøtter industriens faktiske behov og ønsker. Dansk Industri tog derfor i foråret initiativ til samle forsvars- rum- og sikkerhedsindustriens parter og formulere strategiske vigtige prioriteter til regeringens arbejde med den forsvarsindustrielle strategi. Den nye strategi harmonerer tydeligt med ambitionerne i DI Forsvar og sikkerhed, som vi er yderst tilfredse med. Den længe ventede nye forsvarsindustrielle strategi fastslår nemlig, at virksomhederne i den danske forsvarsindustri bidrager til at varetage danske sikkerhedsinteresser. Og regeringens forståelse for lige præcis vigtigheden af dansk forsvarsindustri, er noget DI Forsvar og sikkerhed er meget tilfredse med.

- Vores virksomheder spiller en vigtig rolle for Danmarks forsvar og sikkerhed. Især i disse tider hvor trusler er tiltagende og kommer fra mange sider. Det er derfor glædeligt, at regeringen viser så stor interesse og forståelse for betydningen af den danske forsvarsindustri, udtaler Joachim Finkielman. 

Læs pressemeddelelsen her

Hvorfor er der behov for en ny forsvarsstrategi?

Når der specifikt er behov for en opdateret forsvarsindustriel strategi, er det fordi, at en veludviklet forsvars- og sikkerhedsindustri med de rette rammevilkår spiller en afgørende rolle for varetagelse af dansk sikkerhed. 

- Det er vigtigt for den nationale sikkerhed, at vi har en industri, der er leveringsdygtig med løsninger, der også kan anvendes, når der er sikkerhedspolitiske kriser. Forsvaret og de samfundsvigtige funktioner skal kunne fungere under kriser. Det kræver forsyningssikkerhed, det kræver avanceret teknologi lige ved hånden og de rigtige kompetencer klar i startblokken. Det lægger strategien op til, og det er - set med vores øjne - et klart politisk signal fra regeringen om, hvor vigtig en rolle vores virksomheder på området og erhvervslivet bredt spiller for vores sikkerhed. Det skal regeringen have stor ros for, siger Joachim Finkielman.

Publikationer

Regeringens forsvarsindustrielle strategi

Download her

Relateret indhold