18.01.22 FOS Nyheder

Forsvarsudvalget besøger jyske forsvarsvirksomheder

Fredag den 28. januar besøger Forsvarsudvalget medlemmer fra DI Forsvar og sikkerhed i Jylland, hvor både FMI og FMN deltager.

Foto: Colourbox

Den 28. januar besøger Forsvarsudvalget virksomheder fra DI Forsvar og sikkerhed i Jylland. Programmet et tæt pakket, og både Forsvarsministeriets Materiel-og Indkøbsstyrelse (FMI) og Forsvarsministeriet (FMN) deltager.

Dagen starter hos Hydrema, hvor der vil være virksomhedspræsentationer fra DC Supply, Scanfiber, IDOC, Precision Technic Defence og Skywatch. 

Dernæst giver Hydrema en præsentation, hvorefter turen går til Gomspace. Her står dagen også på rundvisning og præsentation af virksomheden.

Besøgene er en unik mulighed for at give medlemmerne af Forsvarsudvalget et indblik i virksomhedernes formåen, potentiale og også i de udfordringer, som forsvarsindustrien oplever.

Direktør for DI Forsvar og sikkerhed, Joachim Finkielman, udtaler:

- Forsvarsudvalgets besøg i Jylland er vigtigt for vores medlemmer. En tæt relation til Folketingets politikere og muligheden for at give et førstehåndsindblik i virksomhedernes rammevilkår er forudsætning for at kunne træffe fornuftige politiske beslutninger. Dansk forsvarsindustri spiller en væsentlig rolle i varetagelse af danske sikkerhedsinteresser. Derfor sender besøget et stærkt signal til industrien som helhed. Det giver meget selv at være ude og få et fysisk indtryk af virksomhederne. Vi er derfor meget taknemmelige for, at forsvarsudvalgets medlemmer tager sig tid til besøgene, og det vil bidrage til at styrke relationerne mellem det politiske niveau og industrien. 

Læs mere om DI FoS' medlemsvirksomheder lige her

Relateret indhold