31.03.22 FOS Nyheder

Etablering af alliance for forsvarsindustri i Frankrig

DI FoS har i dag underskrevet en fælles erklæring med Den Kongelige Danske Ambassade i Paris om strategisk partnerskab for at styrke dansk forsvarsindustri i Frankrig.

Fra venstre: Forsvarsattaché, Brigadegeneral H.K.H. Prins Joachim, direktør for DI Forsvar og sikkerhed, Joachim Finkielman.

Foto: Stina Dueholt

Strategisk partnerskab skal styrke dansk forsvarsindustri i Frankrig

Danske forsvarsvirksomheders muligheder udvikles yderligere med et strategisk partnerskab mellem DI Forsvar og sikkerhed, Danmarks brancheforening for forsvars-, rum- og sikkerhedsindustrien, og Den Kongelige Danske Ambassade i Paris.

Tilbage i efteråret afholdt DI Forsvar og sikkerhed i tæt samarbejde med Den Danske Ambassade i Paris, Udenrigsministeriets Trade Council, Forsvarsministeriet og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse et tredages eksportfremstød i Paris. Eksportfremstødet havde til formål at skabe samarbejdsmuligheder for de to lande på trods af, at den franske forsvarsindustri historisk set har været opfattet som et lukket marked. Dette blev manet i jorden ved eventet i Paris, hvor matchmaking mellem de danske og franske virksomheder foregik på topniveau og med konkrete resultater. 

Kulminationen på det succesfulde eksportfremstød kommer nu til udtryk i en fælles erklæring om strategisk partnerskab mellem DI FoS og Den Kongelige Danske Ambassade i Paris. Erklæringen har til formål at skabe en rammesætning for samarbejdet mellem partnerne, herunder at bidrage til understøttelsen af Regeringens strategi for dansk forsvarsindustri samt Regeringens strategi for økonomisk diplomati.

Underskriften blev sat i Industriens Hus af forsvarsattaché i Paris, H.K.H.  Brigdegeneral Prins Joachim.

- I en tid, hvor der er brug for at styrke forsvar, sikkerhed og sammenhold i Europa, er det mig en stor glæde som forsvarsattaché at bidrage til at styrke et strategisk samarbejde mellem Danmark og Frankrig og ikke mindst mellem de to landes forsvarsindustri, siger forsvarsattaché, Brigadegeneral H.K.H. Prins Joachim.

- Det er en meget stor glæde, at ambassaden deler den danske forsvarsindustris ønske om at styrke samarbejdet med fransk forsvar og franske forsvarsvirksomheder. I lyset af den sikkerhedspolitiske situation, er det er jo helt oplagt, at det strategiske samarbejde styrkes mellem de europæiske landes industrier. Vi ved, fra fremstødet sidste år, at der er store muligheder for danske virksomheder i styrket samarbejde med Frankrig, siger direktør Joachim Finkielman, DI Forsvar og Sikkerhed.

Det næste event i pipelinen er et lignende arrangement i London, hvor også H.K.H. Prins Joachim vil deltage og til juni, hvor verdens største messe for forsvars-og sikkerhedsindustrien Eurosatory 2022 løber af stablen. Desuden arbejdes der på et rumarrangement i Toulouse til efteråret.

Årshjul for DI FoS' aktiviteter

Relateret indhold