24.01.19 Procesindustrien Nyheder

Nye kræfter i MPU

Charlotte Lorentzen er ny formand og Nicolas Mosgaard-Kristiansen ny sekretariatsansvarlig i Procesindustriens medarbejderpolitiske udvalg (MPU).

Charlotte Lorentzen, der er Director for Bulk Production i Chr. Hansen overtager rollen som udvalgsformand efter Personalechef Bent Rom fra FMC, der går på pension. Nicolas Mosgaard-Kristiansen fra DI’s Arbejdsgiverforening for Transport og Logistik (ATL) erstatter Niels Krarup som udvalgets sekretariatsansvarlige for PI.

”Først og fremmest vil jeg gerne takke Bent Rom og Niels Krarup for deres store indsats i udvalget, og jeg ser frem til at fortsætte arbejdet. Vi har nogle helt særlige udfordringer i procesindustrien på grund af vores produktion, der kører døgnet rundt. MPU har derfor en helt central opgave i at sikre, at PI’s virksomheder bliver hørt – men også at virksomhederne har adgang til den nødvendige viden, der skal til for at finde løsninger på disse udfordringer”, siger MPU’s nye formand Charlotte Lorentzen.

MPU arbejder blandt andet for, at overenskomster indgås på fair vilkår, der fortsat sikrer konkurrencedygtige forhold for procesindustriens virksomheder. Procesindustrien er en del af Industriens Overenskomst, hvor det specielt er §15 om skifteholdsarbejde, der giver særlige udfordringer for procesindustriens virksomheder inden for blandt andet arbejds- løn og ansættelsesforhold.

”Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet i MPU, hvor vi går en spændende tid i møde med de kommende overenskomstforhandlinger. Jeg har en del erfaring på området fra transportsektoren, hvor de står med tilsvarende udfordringer i forhold til  arbejdstider og skiftehold. Så jeg er sikker på, at vi får et rigtig interessant år ”, siger Nicolas Mosgaard-Kristiansen.

Ud over det politiske arbejde afholder MPU årlige kursusdage om Industriens Overenskomst for PI’s medlemmer, der klæder virksomhederne på til at styrke samarbejdet med medarbejdere og tillidsrepræsentanter.
MPU mødes næsten gang den 7. marts sammen med PI’s uddannelsespolitiske udvalg (UPU).

Læs mere om MPU’s arbejde 

Jonas Ginge Andersen
Skrevet af:

Jonas Ginge Andersen