28.03.19 Procesindustrien Nyheder

Fra Forsvaret til Procesindustrien

Ansatte i forsvaret kan være et vigtig element i de rekrutterings udfordringer som mange virksomheder i Procesindustrien har. For kompetencer som lederskab, teamwork og kommunikation er essentielle i driften af procesvirksomheder, og dem har mange ansatte i forsvaret

Den danske økonomi buldrer fremad med fuld fart, og det går rigtig godt for mange af de danske procesvirksomheder. Den negative side af den stærke økonomi begynder dog også at vise sig, da mange virksomheder rapporterer om problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft. Det betyder, at procesvirksomheder gør klogt i at udvide deres perspektiv og gå nye veje når de søger efter kvalificeret arbejdskraft. Et af de steder de kan kigge hen er forsvaret, hvor et stort antal toptrænede ansatte står overfor et karriereskifte.

Dette behov gav ideen til konferencen Fra Soldat til Civil, som Forsvars- og Aerospaceindustrien (FAD) i Dansk Industri og forsvaret afholdte d. 21-03 2019. Grunden til at tidligere ansatte i forsvaret er attraktive medarbejdere i Procesindustrien, ligger i nogle af de kvaliteter og evner, som de ansatte i forsvaret tilegner sig. Som soldat arbejder de i et hurtigt skiftende miljø, hvor teamwork er nøglen til at gennemføre missioner med succes. Det er evner, som Procesvirksomheder har brug for.

DuPont Nutrition var blandt medlemmerne af Procesindustrien, der deltog ved konferencen. Max Kristensen, HR- Manager, udtaler at de både kigger på fremtidige, timelønnede procesoperatører og nogle der har mod på lederstillinger blandt veteranerne.

” Forsvaret er jo kendt for at uddanne folk med gode egenskaber inden for lederskab, samarbejde og kommunikation. Disse egenskaber er centrale for vores produktion, og egenskaber som vi lægger vægt på hos vores medarbejdere. Vi tror på der er et stort uudnyttet potentiale blandt veteraner, og det er et potentiale vi ønsker at være med til at udnytte. ”

Procesvirksomheders højteknologiske skifteholdsproduktion gør, at de ikke på samme måde som visse andre industrier bruger udenlandsk arbejdskraft, når det kommer til at fylde pladserne på skifteholdene. Procesvirksomheder er derfor særligt udsatte over for såkaldte flaskehalse på arbejdsmarkedet. DuPont Nutrition har i hvert fald mod på at møde endnu flere veteraner.

”Det kunne være oplagt at have nogle flere lokale arrangementer. Mange af veteranerne er på kasernerne rundt omkring i landet, og det ville være nærliggende med en regional indsats også. DuPont Nutrition er klar til at støtte op om sådan en indsats, så man i fremtiden kan finde endnu flere veteraner i Procesindustrien.”

Skrevet af:

Markus Tang