GettyImages
06.09.19 PI Nyheder

Brexit kan få betydning for dansk økonomi

Den kortsigtede betydning af et Hard Brexit, kan medføre et fald i Danmarks eksport til Storbritannien i det første halvandet år efter Brexit. Sektorer som enzymer- og fødevareindustrien kan blive særligt hårdt ramt, da de udgør en stor del af Danmarks aktuelle eksport til Storbritannien. Disse sektorer er repræsenterede i Procesindustrien.

Sommerens varme vejr har desværre ikke bragt os tættere på en afklaring på Brexit. I slutningen af juli overtog Boris Johnson tøjlerne fra Theresa May med et klart ønske om, at Storbritannien skal forlade EU den 31. oktober – uanset om der er en udtrædelsesaftale på plads eller ej. Johnson – og det britiske parlament - er ikke tilfreds med dele af den aftale May indgik med EU i november 2018. Og som tiden nærmer sig den 31. oktober øges risikoen for en skilsmisse uden aftale, også kendt som et ”Hard Brexit”. Med et Hard Brexit vil danske virksomheder, der handler med briterne, ikke få gavn af den overgangsordning, der ligger i udtrædelsesaftalen fra november 2018. Ved et Hard Brexit forlader Storbritannien i stedet EU’s indre marked og toldunion med det samme. Det betyder øjeblikkeligt besvær, og øgede omkostninger for virksomheder med aktiviteter i Storbritannien. De vil skulle håndtere told og tilhørende administration og kontrol, og de vil skulle håndtere, at der er andre vilkår for handel med  produkter og services, for udveksling af medarbejdere og data mm. 

Det kan få betydning for dansk økonomi. I en rapport anslår Copenhagen Economics, at den kortsigtede betydning af et Hard Brexit i værste fald vil være et fald i Danmarks eksport til og import fra Storbritannien med henholdsvis 17% og 24.6%. i det første hele til halvandet år efter Brexit. Tilbagegangen skyldes blandt andet øgede handelsomkostninger, som rapporten anslår vil stige med 14%. for. Rapporten nævner, at sektorer som enzymer- og fødevareindustrien kan blive særligt hårdt ramt, da disse udgør en stor del af Danmarks aktuelle eksport til Storbritannien. Disse sektorer er også vel repræsenterede i Procesindustrien, hvorfor strategi har vigtighed for medlemmerne.

Jesper Thomassen, CEO i Nordic Sugar og formand for Procesindustrien, følger også udviklingen tæt. ”Som andre eksterne faktorer der kan spille ind på medlemmernes forretning, følger vi også forhandlingerne omkring Brexit, og deres betydninger for medlemmerne med stor interesse”.

Du kan få mere at vide om, hvad Brexit betyder for din virksomhed på DI’s informationsmøde om Brexit den 26. september 2019, kl. 14-17, i Industriens Hus i København. I mellemtiden kan du også finde hjælp og vejledning i DI’s Brexit toolkit og mere information om Brexit på di.dk.

Xenia Justiniano
Skrevet af:

Xenia Justiniano