03.03.20 PI Nyheder

Klimapartnerskab for Energiintensiv Industri: Forudsætningerne for mål om 70 pct. CO-reduktion er urealistiske

Ifølge klimapartnerskaberne er den energitunge industri udfordret med at nå målet om 70 pct. CO2-reduktion, under de nuværende forudsætninger og omstændigheder. Biogas skal gøres mere økonomisk rentabelt, og nye teknologier med CO2 fangst skal udvikles for at opnå økonomisk rentabilitet. Det er det ikke nu.

Danmarkshistoriens største klimabrainstorm er for alvor i gang. Tilbage i november fastsatte regeringen 13 klimapartnerskaber, hvor PI er massivt repræsenteret i flere af partnerskaberne. Procesindustriens formand, Jesper Thomassen, er en del af formandskabet i klimapartnerskabet, og sidder med ved forhandlingsbordet. Dertil er formanden for klimapartnerskabet Michael Lundgaard Thomsen, direktør i Aalborg Portland, der også er aktiv i Procesindustrien. De 13 partnerskaber skal den 16. marts aflevere deres anbefalinger til regeringen, og den 3. april holder regeringen en konference om netop klimapartnerskaberne og deres resultater.

Klimapartnerskaberne har til formål at bidrage med bud på, hvordan virksomhederne skal bidrage til CO2-reduktion. Men med de nuværende forudsætninger, kan den energitunge industri ikke sikre at nå målet om 70 pct. CO2-reduktion. Michael Lundgaard Thomsen forklarer, at de to primære årsager til, at den energitunge industri ikke kan nå reduktions målet:

"Den ene årsag er, at det simpelthen er teknologisk vanskeligt. Det er ikke altid, at teknologien er udviklet. Den anden (årsag) er, at for nogle virksomheder er det ikke økonomisk rentabelt at skifte til eksempelvis naturgas, til biogas eller el. De kan ganske enkelt ikke regne sig frem til, at det bliver en rentabel omstilling," siger han.

Energiafgifter, transmissions- og distributionsafgifter samt tilskud på energiområdet har stor betydning for danske virksomheder med procesanlæg, da de har en meget energiintensiv produktion. Den nye klimalov stiller store krav til især Procesindustrien, der netop er kendetegnet ved høj energiforbrug, med højt udslip af CO2. Det er derfor vigtigt, at målet ikke søges opnået med nye afgifter, der dermed vil forringe virksomhedernes konkurrenceevne. Er dette tilfældet, står det allerede klart nu, at PI kan havne i en situation, der vil skabe stor ændring i virksomhedernes økonomi. Nogle virksomheder bliver nødsaget til at flytte, hvilket vil medfører, at nogle danskere vil miste deres job. Vi må derfor tage debatten nu, så vi kan sikre, at omkostningerne bliver så små som mulige.

Hvad kan vi gøre?

Flere virksomheder har allerede bidraget markant til reduceringen af CO2-udledningen. Nordic Sugar har siden 1990 reduceret sin CO2-udledning med mere end 50 pct. ved at energieffektivisere. Dog er Jesper Thomassen enig med Michael Lundgaard Thomsen i, at vi må sætte fokus på naturgas:  

”Biogas kommer til at spille en altafgørende rolle fremadrettet. I dag har vi ikke nogle gasledninger nede på Lolland-Falster, som man har i resten af landet. Det er vigtigt, at vi får det, så vi kan vekselvirke med resten af Danmark omkring biogas,” fortæller han.

Hør hvad Nordic Sugar allerede har gjort, og hvad Jesper Thomassen mener vi kan gøre for den grønne omstilling herunder:  

Relateret